Coop-kæden lægges i graven

Kun Kvickly, Superbrugsen og 365 overlever, meddeler Coop, der netop har annonceret ny medejer. Topchef Kræn Østergaard Nielsen har ligeledes meddelt sin afgang.
Ligesom Coop-butikkerne lægges i graven, vil også Irma fortsat blive lukket som brand. Det siger Jeff Gravenhorst, der er bestyrelsesformand i Coop. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Ligesom Coop-butikkerne lægges i graven, vil også Irma fortsat blive lukket som brand. Det siger Jeff Gravenhorst, der er bestyrelsesformand i Coop. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Coop-koncernen dropper sin nyeste kæde, Coop, og forbrugerne skal fremover kun forholde sig til Kvickly, Superbrugsen og 365discount – og dermed droppes sammenlægningen af de to førstnævnte også.

Det oplyser Coop Danmark i en pressemeddelelse, hvor man ligeledes offentliggør, at energiselskabet OK a.m.b.a. er blevet majoritetsejer af dagligvarekoncernen – en aftale, der sikrer den kriseramte koncern en kapitalindsprøjtning på 2 mia. kr. 

Aftalen skal stemmes om på landsrådsmødet den 19. april.

”Vores erfaringer viser, at kunderne foretrækker SuperBrugsen og Kvickly. Det tager vi konsekvensen af og sætter nu fuld fokus på vores kendte brands. Det betyder også, at de tilbageværende Irmabutikker bliver til SuperBrugsen i stedet for til Coop-kædebutikker,” forklarer adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen i en pressemeddelelse. 

Kræn Østergaard Nielsen har i samme ombæring meldt sin afgang, og den nuværende formand for bestyrelsen, Jeff Gravenhorst, indsættes som midlertidig direktør. 

Nyheden kommer på forkant af, at Coop snart aflægger regnskab for 2023 – et regnskab, der, ifølge pressemeddelelsen, tegner sig til at være ”ikke tilfredsstillende.” Det forventes offentliggjort i slutningen af april. 

I 2022 landede Coop Danmark et historisk stort underskud på 628 mio. kr. 

Her satte Kræn Østergaard Nielsen sammen med den øvrige ledelse gang i en omfattende omorganisering af hele kædestrukturen, hvor blandt andet Irma- og Kvickly-kæderne forsvandt til fordel for blot tre kæder: Brugsen, 365discount og Coop. 

Nu bliver sidstnævnte altså lagt i graven.

Massiv negativ omtale

2023 var i sandhed et hårdt år for detailgiganten. I april i år kunne de afsløre et rekordstort underskud på over 600 millioner kroner, og i januar meldte de ud, at Irma-forretningen ville lukke. 

Lukningen af Irma medførte massiv negativ omtale, og der blev foran en enkelt Irma-forretning slået en menneskering i protest mod lukningen. 

Sidste år faldt Coop på IFO’s årlige rangering over virksomheders omdømme fra en 67.-plads til 96.-plads, og det, sagde Frederik Preisler, grundlægger af Mensch, skyldtes blandt andet, at man havde udvist mangel på handlekraft i kølvandet på udmeldingen om lukningen af Irma.

”Fred være med at lukke Irma, det er sådan set ikke det, der er skyld i den her dårlige placering. Det er den tilsyneladende mangel på strategi for, hvad der skulle ske derefter. De har tidligere sagt, at de første Coop-forretninger ville åbne i august, men det er ikke sket,” sagde Frederik Preisler og tilføjede: 

“Jeg kører forbi en Irma hver dag. Hvornår lukker den egentlig? Hvornår åbner Coop? Man kan ikke være i detailhandlen og ikke kunne handle. Det siger næsten sig selv.”

Jeff Gravenhorst, bestyrelsesformand i Coop, meddeler, at man ikke vil genoverveje lukningen af Irma-brandet. Det siger han til DR:

”Irma er for lille et koncept, og det må man bare acceptere. Spørgsmålet er, hvor vi skal investere henne i fremtiden, og hvad er det, danskerne vil have,” siger Jeff Gravenhorst og fortsætter:

”De Irma-butikker, der endnu ikke er konverteret, vil skifte navn til SuperBrugsen i de fleste tilfælde.”

(Denne artikel er delvist leveret af Kforums søstermedie FødevareWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også