Den gruppe, man efter DJØF’ere bedst kan undvære i det offentlige, er kommunikationsfolk. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra debatten.

Et argument er, at de bare er overflødige, og et andet er, at det ikke er en del af kerneydelsen. De argumenter kan trænge til en nuancering. Men der er også grund til at se på området med et kritisk blik.

Derfor er der grund til at bruge penge på kommunikation

Når der bliver sagt, at kommunikationsfolk kan undværes, så kan modspørgsmålet være, om den kommunikation, de laver, så ikke skal udføres. Skal der ikke informeres i kommunen om affaldssortering, skal universitetet ikke fortælle til offentligheden om dets forskning, og skal erhvervsskoleeleverne ikke have fortalt om, hvordan de kommer i praktik? I mange tilfælde vil svaret give sig selv, og hvis det er et ja, så kan man spørge, at hvis det ikke er kommunikationsfolk, hvem skal så gøre det.? Hvis det blot er andre, der skal udføre opgaven, så er der ikke sparet ressourcer, men blot lavet en nedskæring, der også rammer de medarbejdere, der så har mindre tid til deres nuværende opgaver. Samtidig er kommunikation et fag, hvor de teoretiske og praktiske færdigheder giver en højere kvalitet, end man opnår ved at sætte en tilfældig fagmedarbejder til at udføre opgaven.

Men er kommunikation en del af kerneydelsen? I mange tilfælde er den det: Hvis borgerne ikke ved, hvad de kan få af ydelser og hvordan, så kan de ikke træffe de rigtige valg og kræve, hvad de har ret til. Ordene, der kommer ud af munden på en socialrådgiver om hjælp til en klient, er heller ikke mere kerneydelse, end hvis de står på en hjemmeside. Vi har et samfund med komplicerede regler, og det er kun en begrænset del af befolkningen, der på forhånd har fuld styr på byggeregler, sociallovgivning, regler for optag på gymnasier osv. Det komplicerede er kommunikationsfolk med til at gøre tilgængeligt for en bredere kreds.

God kommunikation er ikke kun en udgift, der kan gavne borgerne; det kan også være en besparelse. Hvis man kan give en god forklaring på hjemmesiden, så kan man undgå den individuelle vejledning eller måske klare sig med noget mere specifikt. Der kan også undgås unødvendig sagsbehandling, hvis f.eks. borgeren laver en ansøgning om byggetilladelse, der holder sig inden for reglerne og derfor kan klares i første forsøg.

Derfor skal man være kritisk

Man kan sige meget godt om kommunikation, men det er naturligvis også en afvejning: Hvor meget vil man f.eks. bruge på at få en bedre affaldssortering i forhold til pleje af byens parker? Så længe man bruger den reelle prioritering, er det en legitim politisk afvejning. Der hvor det bliver problematisk, er, hvis opgaven stadig skal udføres, og man så ikke fortæller, hvem der så skal gøre det, og hvilke arbejdsopgaver de skal skære ned på.

Man kan også være kritisk over for, om opgaverne vokser, fordi man alligevel har nogle, der kan udføre den. Det kan være fint at have aktivitet på de sociale medier, men det bør være ud fra en prioritering af området, ikke fordi der er en medarbejder, der også kan klare den opgave. Man må selvfølgelig også se på udbyttet: I hvor høj grad rammer ens kommunikationsindsats målgruppen, og hvilken effekt har den? I alle organisationer vil man legitimere ens eget område, og det gælder naturligvis også inden for kommunikation. Her er man endda uddannet til at fortælle om ens egne fortræffeligheder.

Der kan også være en tendens til at kommunikationsfolk vil klare hele formidlingsopgaven, hvor man måske skulle hjælpe fagpersonen med formidlingen. Det kan f.eks. betyde, at man ikke laver en pressemeddelelse med forskerens nye opdagelser, men laver et lydinterview, hvor man hjælper til med at få forklaret det svære, og vedhæfter en udskrift, som skriftmedier kan bruge.

Kommunikationsformerne kan være lidt for afhængig af, hvad kommunikationsfolkene behersker. Når man tænker på, hvor mange der har begrænsede læsefærdigheder, kan det godt virke lidt underligt, at der ikke er større fokus på lyd og video. Man kan også spørge, i hvor høj grad man skal have et helt kommunikationskorps siddende i hvert område. Måske kan man nøjes med lidt færre personer og så trække på eksterne med en særlig kompetence, hvad enten det er nogle centralt ansatte eller freelancere.

I en demokratisk debat er der ikke noget galt i at stille spørgsmål ved udgifterne til kommunikation, men debatten vil have gavn af, at det foregår med udgangspunkt i opgaverne og ikke dem, der udfører dem.