I kommunikationsbranchen lukker mange konsulenter øjne og ører for et udbredt og tragisk misbrugsproblem, der rammer både dem selv og deres kolleger. 

På engelsk kaldes det talkaholism, på dansk talemisbrug. Hvor andre kan nøjes med at dele en enkelt sætning eller to, mister mange k-konsulenter selvkontrollen, og det ene ord tager det andet. De plaprer, taler på andre og mister fornemmelsen for, om nogen lytter.

I begyndelsen virker det ofte tilforladeligt. Man vil gerne tættere på topledelsen, man har et input til strategien, man vil gerne bidrage og gøre sig gældende og oplever, at det eneste, man reelt kan levere, er ord, sætninger, pointer. Men efterhånden udvikler denne adfærd sig til en måde at undgå trivielle opgaver på. 

Man kan tale sig fra at være den, der skal udføre ideer i praksis, ved hele tiden at tale om nye ideer. Man kan tale om vigtigheden af kommunikation, men helt udelade den del af kommunikation, som handler om at lytte. Senere bliver adfærden en del af ens identitet og en tvangshandling.

Faldgruberne

Det er hyggeligt at få sig en sludder, og ofte bidrager snak og tale til opgaveløsningen. Men i visse situationer bliver det for meget. Her er de typiske faldgruber:

• Narcissistisk tale: Du benytter enhver lejlighed til at tale om dig selv, og hvordan det, kunden fortæller, er noget, du selv har prøvet i en vildere version, eller hvordan du tidligere har hjulpet talrige andre kunder med det ellers ret særlige problem, denne kunde fremlægger.
  
  
• Du taler for at vise, at du ved meget om et emne. Du holder lange forelæsninger om greenwashing, vilde problemer og kortere forsyningskæder for at styrke din autoritet og troværdighed, men paradoksalt nok opnår du det stik modsatte. Du opnår større autoritet ved at tale kort og præcist.
  
  
• Du taler meget, fordi du er usikker eller nervøs. Måske forstår du ikke rigtig, hvad din kunde beder dig om. For nogle mennesker er det en angstdæmpende forsvarsmekanisme at fylde luften med ord.
  
  
• Du taler for at overbevise eller omvende en, du er uenig med. Det kan være en kollega, som ikke er enig i den måde, du vil løse en opgave på, eller en kunde, som ikke har tiltro til dit løsningsforslag. Forskning viser imidlertid, at hvis du vil omvende nogen og have dem over på din side, virker facts og pointer ikke. Det gør kun sympati, som du f.eks. kan skabe ved at lytte.
  
  
• Du har forberedt et længere foredrag og glemmer at mærke efter i situationen, om det overhovedet passer ind eller er nødvendigt nu. Derhjemme virkede det relevant at redegøre for, hvordan man tager de første spæde skridt mod mere diversitet, men på mødet sidder du pludselig foran en forsamling af vidt forskellige køn, etnicitet og i det hele taget præget af stor diversitet og skal fremlægge dine ideer.
  
  
• Du taler for at forhindre en anden taleafhængig person i at få ordet. Det kunne være din kollega, som er lige så optaget af at demonstrere sin viden om greenwashing, vilde problemer og kortere forsyningskæder, som du selv er.
  
  
• Du tænker, mens du taler, og har ikke lært at tænke indenad. Stream of consciousness er en litterær genre, ikke en professionel kommunikationsstil.

Søg hjælp

I mange tilfælde fører talemisbrug til afhængighed. Det kan være svært selv at erkende taleafhængighed. Ofte er det ens omgivelser, som først bliver opmærksom på problemet. De opfatter den taleafhængige som selvoptaget, uempatisk, som én, der mangler almindelig social interesse for andre. Mange nære pårørende oplever det som en sorg og et tab af relation, mens kolleger og venner ofte indgår i et medmisbrug, så der opstår en kamp om opmærksomheden, hvilken leder de involverede ind i en misbrugsspiral.

Er du taleafhængig, også kaldet plaproman, genkender du sikkert følgende symptomer: 

• Munddelerium: manglende kontrol over lukkemuskulatur i mund og stemmelæber
  
  
• Ord-nani: en ukontrollabel nydelse ved at tale foran andre uden egentlig fornemmelse for, om de har den samme nydelse ved at høre dig tale. (Læs mere om ordnani i denne artikel af Bastian Overgaard, som er ophavsmand til begrebet.)
  
  
• Lyttofobi: angst for at rette hørelsen opmærksomt mod andre for at forstå, hvad de siger. Personer med lyttofobi bruger ofte vendingen: “Jeg hører, hvad du siger, men…”
  
  
• Pausepanik: stærkt ubehag og opkastfornemmelser i forbindelse med pauser i samtaler.

Genkender du disse symptomer på taleafhængighed, bør du søge hjælp – eller læse de førstehjælpsråd, der gives i denne artikel.

En samfundstrussel

Taleafhængighed er en alvorlig og samfundsnedbrydende form for afhængighed, der kan føre til, at andre mennesker opgiver dig som ven, kollega og medarbejder. Det er simpelthen ulideligt for andre at være sammen med én, der ikke evner at lytte. Derfor oplever mange talemisbrugere, at andre trækker sig, og i værste fald fører det til ensomhed.

I samfundet som helhed oplever vi tendenser til, at taleafhængighed antager epidemisk karakter. Mange familier og parforhold oplever dysfunktioner som følge af taleafhængighed. På mange arbejdspladser udvikler møder sig til taleorgier, hvor deltagerne undgår at lytte ved udelukkende at tale på – i stedet for med – hinanden. Der opstår en talemisbrugskultur, som koster både private og offentlige virksomheder utrolige summer i spildt arbejdstid. 

Den voksende taleafhængighed medvirker til polarisering og manglende lydhørhed i forbindelse med uenigheder. På længere sigt anses taleafhængighed som en trussel mod sammenhængskraften i vores demokrati, da den demokratiske samtale ofte kræver, at nogle lytter.

Erkend din egen afhængighed

Det kan som sagt være svært at erkende, at man lider af et talemisbrug og måske ligefrem har mistet selvkontrollen og evnen til at lytte i samtaler. Dine omgivelser vil i mange tilfælde være tilbageholdende i forhold til at gøre dig opmærksom på problemet. 

Først og fremmest, fordi det kan være svært at få ordet, når du taler hele tiden, men også på grund af den høflighed og konfliktskyhed, der styrer mange menneskers adfærd. Særligt i magtfulde positioner – og i kommunikationsbranchen – kan man gå i lang tid med et uopdaget talemisbrug, fordi omgivelserne, omend modvilligt, accepterer denne misbrugsadfærd. 

Det er derfor i mange tilfælde op til misbrugeren selv at tage ansvar for problemet og ændre adfærd.

Du kan teste, om du selv er offer for et talemisbrug, ved at gennemføre den såkaldte lyttetest.

Testen går kort fortalt ud på, at du i den næste samtale, du deltager i, forsøger udelukkende at lytte og stille opfølgende spørgsmål. Hvis du ikke kan gennemføre eller i løbet af denne samtale føler et ubehag ved ikke at tale, er du sandsynligvis på vej ud i et misbrug. Ubehaget kan optræde som en irritation ved at lytte, en følelse af overvældende kedsomhed eller som en angst for ikke at blive anerkendt.

Det er typisk for taleafhængige, at de kan spotte misbruget hos andre, før de erkender det hos sig selv. Forklaringen er, at andre taleafhængige tager taletiden fra en, så man ikke kan få tilfredsstillet sin trang til at plapre. Derved er det oplagt at projicere sin egen afhængighed over i den anden. 

At erkende sit eget talemisbrug kræver mod og mental styrke. Mange spørger sig selv: Hvis jeg ikke taler, hvem er jeg så? Det opleves som et identitetstab. Men erkendelse af, at man taler for meget og lytter for lidt, er første skridt ud af afhængighed. Den gode nyhed er, at der venter en tilværelse med større livskvalitet og flere nære relationer på den anden side.

Vejen ud af taleafhængighed

At blive en lyttende samtalepartner med et naturligt forhold til det at tage ordet i ny og næ kræver en høj grad af selvdisciplin og -bevidsthed. Mange udenforstående vil være tilbøjelige til at foreslå, at den afhængige bare kan holde kæft og lytte. Det er desværre en forsimplet måde at anskue problemet på. At være taleafhængig er jo netop karakteriseret ved, at man har mistet kontrollen. Det er denne kontrol, man forsøger at genvinde i behandlingen.

Vejen ud af talemisbrug går via følgende syv trin:

1. Se dig selv som en god lytter: Når du lytter, giver du noget til andre mennesker, som de fleste vil være taknemmelige for, nemlig opmærksomhed. At se sig selv som en god lytter kan hjælpe dig til at opbygge en ny identitet og udfylde tomrummet, der kan opstå, når man undlader at følge sin plapre-impuls. Se det som en særlig fin rolle i samtalen at være lytter.
   
   
2. Stil opfølgende spørgsmål: Ved at spørge til det, den anden fortæller, opnår du en form for kontrol i samtalen, som i mange tilfælde er langt mere kraftfuld end den illusion om kontrol, du havde, da du var taleafhængig. Mange oplever desuden, at deres samtaler bliver mere interessante, når de selv viser interesse.
   
   
3. Opsummér og gentag: Ved at opsummere og gentage, hvad du hører og forstår, kan du teste og udvikle din evne til at lytte. Hvis du i første omgang synes, det virker akavet at opsummere over for den anden, kan du i begyndelsen opsummere for dig selv, når samtalen er overstået. Hvad var det, der var vigtigt for den anden? Hvad var det, der bekymrede den anden?
   
   
4. Impulskontrol: Mange taleafhængige oplever en stærk impuls, også efter en behandling, en impuls, der fører til tilbagefald. Det er vigtigt, at du ikke lader dig slå ud, blot fordi du en gang imellem kommer til at plapre. Sørg for at være opmærksom på din impuls. Tænk på den med kærlighed, men som noget, der ikke længere skal styre dig.
   
   
5. Økonomisér med sætningerne: Hvis du har noget vigtigt at sige i samtalen, som det vil være meningsløst at holde mund med, så sig det med tre sætninger – og ikke flere. Efter tredje sætning afventer du din samtalepartners reaktion. Kommer der et spørgsmål til dine tre sætninger, kan du svare med tre nye sætninger. Hvis ikke, var det, du sagde, åbenbart uinteressant.
   
   
6. Spil bold med din samtalepartner: Når du har trænet de foregående trin, kan du begynde at betragte samtaler som boldspil. Det vil jo virke underligt i et hvilket som helst boldspil, hvis man beholder bolden selv gennem hele spillet. Det er langt sjovere og mere udfordrende at lade bolden skifte fra spiller til spiller.
   
   
7. Bed om tilgivelse: Opsøg dine nære relationer, og fortæl dem, at du har erkendt dit talemisbrug. Spørg dem, hvordan de har oplevet det. Lyt til det, de siger, stil opfølgende spørgsmål, og opsummér, hvad de har sagt. Du vil sandsynligvis opleve, at de tilgiver dig alle de gange, du ikke har lyttet, så længe du lover at gøre det fremover.

Hvis du finder tonen i denne artikel en kende for satirisk eller useriøs, kan du med fordel læse mere om, hvordan du bliver god til at lytte i bogen “Den opmærksomme lytter – Bliv bedre til at høre hvad andre siger.”