Jeg har lige udgivet en bog med titlen “Den opmærksomme lytter – Bliv bedre til at høre hvad andre siger”. Mange, der hører om den, udbryder: “Den skal du sende til én, jeg kender”. Nogle har en partner eller en ven, som er elendig til at lytte. Nogle har en leder, der ikke lytter, og sjovt nok klager flere ledere, jeg taler med, over, hvor svært det er at få medarbejderne til at høre ordentligt efter. Politikere får ofte skudt i skoene, at de ikke lytter til vælgerne, og vælgerne får omvendt skyld for ikke at lytte, hvis politikerne bruger nuancer, mens de taler osv. Det virker, som om der er en form for lyttesult derude. 

Når vi lytter opmærksomt, bliver vi ellers bedre til at løse problemer. Vi bliver også bedre til at forstå de opgaver, vi skal løse. Når vi vil opbygge relationer til andre, er det uomgængeligt, at vi lytter til dem. Vi bliver mere relevante og interessante for andre at være sammen med, når vi lytter. Vi kan med andre ord få mere ud af alting: højere løn, mere sex og en bedre verden – hvis bare vi lytter. 

Alligevel er det, som om mange er bange for at havne i lytterens position. Vi vil heller være den, der taler. Hvorfor det? 

Læs også Kforums artikel om hvorfor det er så svært at tie stille.

Kampen om opmærksomheden

En forklaring kan være den omsiggribende kamp om opmærksomheden. Når vi lytter, har vi opfattelsen af, at vi er modtagere, fordi vi får en masse informationer fra den, der taler. Men vi er samtidig givere. Vi giver den anden vores opmærksomhed. Man kan sammenligne de to størrelser – information og opmærksomhed – med to forskellige valutareserver. Informationer er hele tiden truet af inflation, fordi der er mere information i verden, end vi nogensinde kan nå at forholde os til. Modsat opmærksomhed, der er blevet en knap og meget eftertragtet ressource. Ikke kun, fordi alle vil have vores opmærksomhed, ikke kun, fordi de store techgiganter og medievirksomheder nærmest høster jordboernes opmærksomhed via mobiltelefoner og computere for at sælge den videre til annoncører og derved udpiner alle menneskers overskud til at være nærværende og opmærksomme over for deres nærmeste relationer. Også, fordi opmærksomhed – i modsætning til informationer – er bundet til tid. Hvis du har fem minutter, har du kun fem minutters opmærksomhed. Du kan ikke opskalere den. Du kan ikke dele den. Vi kan naturligvis opleve det, som om vi er opmærksomme på flere ting på én gang – jeg lytter, og jeg ser fjernsyn – men i realiteten skifter vores opmærksomhed bare mellem det ene og det andet. Når jeg lytter opmærksomt i fem minutter, giver jeg fem minutter af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. Det er skræmmende. Der kan være mange psykologiske forklaringer på, hvorfor vi hellere vil være den, der tager opmærksomheden end den, der giver ved at lytte. Men her kommer nogle ideer til, hvordan du selv kan blive en mere opmærksom lytter. 

Hvorfor lytter du?

Vi kan lytte, fordi vi gerne vil udveksle vores dyrebare opmærksomhed i bytte for informationer, der har en værdi for os. Sladder, man kan udveksle med andre; indsigt, der kan være nyttig; pointer, man kan stjæle, faktuelle brugbare oplysninger osv. Vi kan også lytte, fordi vi er generøse og gerne vil give det andet menneske vores opmærksomhed uden nødvendigvis at få noget igen. Idéen om at spørge sig selv, hvorfor du lytter, kan hjælpe dig på næste trin. 

Lyt, når du lytter – eller lad være!

Fordi vi kun har den opmærksomhed, vores tid her på Jorden giver os, kan det være en idé at være tydelig over for sig selv og andre om, hvornår man lytter opmærksomt, og hvornår man lytter mere på skrømt, med tankerne alle mulige andre steder. Det kan være en idé at gemme sin opmærksomhedsressource til de samtaler, der betyder noget, og somme tider gå på kompromis med høflig hensynsfuldhed og simpelthen sige: “Jeg kan ikke lytte opmærksomt lige nu.”

Hvordan lytter du?

Vi taler tit om lytning som noget, man gør eller ikke gør. Men hvad nu, hvis det ikke hænger sådan sammen? I min bog tager jeg udgangspunkt i en model, jeg kalder Lyttekompasset, som angiver forskellige måder at lytte på. Jeg kan lytte narcissistisk: altså lytte for at opsnappe stikord til selv at komme på banen i samtalen. En almindeligt udbredt måde at lytte på, der kan virke, som om der ikke lyttes. Jeg kan lytte empatisk for at forstå, hvordan det er at være den, jeg taler med – uden tanke på mig selv. Hvad bekymrer den anden? Hvad er vigtigt for den anden? Jeg kan lytte ud fra mine antagelser og kun høre og forstå det, der bekræfter dem. En praktisk måde at lytte på, når man har travlt. Eller jeg kan lytte ud fra mine fordomme, hvor jeg på forhånd føler mig sikker på, hvad den anden vil sige – og derfor hører det. Også en effektiv måde at lytte på, men med risiko for at overhøre noget. Jeg kan også lytte reflekterende for at blive klogere på mig selv og verden. Siger den anden noget, der kaster lys over min egen indvirkning på andre eller på den rolle eller funktion, jeg har?

Brug din krop

Vi bruger mere eller mindre alle vores sanser og vores krop, når vi lytter. Jeg ser, om den andens mimik understøtter det, der siges, eller om ansigtsudtrykket siger noget andet. Når én fortæller mig, at han faldt og slog sig, kan jeg næsten mærke på min egen krop, hvordan det føles. Min krop spejler den andens oplevelse og hjælper mig til at forstå det. På samme måde kan min lugtesans lege med, når den anden fortæller, at han var på besøg i et jordslået sommerhus. På mange kurser i aktiv lytning lærer man, at man kan skabe sympati med samtalepartneren ved at spejle den andens kropsholdning. Sådan fungerer det ikke. Du kan bruge spejling til at forstå den anden, og det kan muligvis skabe gensidig sympati. Men ikke nødvendigvis. 

Sæt en ramme

Når man lytter opmærksomt til en anden person, er der andre ting, man bliver uopmærksom på. Det holder jo ikke i længden. Derfor er det en god idé at sætte en tidsramme for den situation, du lytter i. Det er lettere at være fuldt til stede og opmærksom, når man ved, hvornår det holder op. De fysiske rammer har også stor betydning for, hvor let eller svært det er at lytte. Larm, akustik, behagelige omgivelser osv. 

Opmærksomhed på øjenkontakten

Vi bruger ofte øjnene, når vi lytter. Udtryk som “at se hinanden i øjnene” fortæller, at vi foretager en form for bedømmelse af, om vi kan stole på den anden, når vores blikke mødes. Hvis du sidder over for én, som ikke kigger dig i øjnene, kan det virke akavet. Man spørger sig selv, hvorfor den anden kigger væk. Der kan være mange svar: generthed, usikkerhed, ubehag ved at blive vurderet eller afsløret. Er man i tvivl og har brug for en tillidsfuld samtale, kan man foreslå at gå en tur. På den måde bliver det naturligt ikke at kigge hinanden i øjnene. Freuds underlige opstilling med en divan og en lænestol siges at have netop det formål, at patienten kunne tale frit uden Freuds bedømmende blik. 

Øv dig

En sidste idé er træning. Du kan træne lytning ved at åbne et tankespor, der udelukkende handler om, hvordan du lytter. Hvad er du opmærksom på i det, den anden siger, og hvad er du mindre opmærksom på. Du skal ikke lægge mærke til disse ting for at slå dig selv oven i hovedet. Du skal bare prøve at være opmærksom og ærlig over dig selv. En måde at træne lytning på er ved at opsummere undervejs i samtalen eller prøve efter samtalen at genfortælle den. Det kan være mundtligt over for en tredje person, det kan være for dig selv, eller det kan være en skriftlig opsummering.