Som lønmodtager havde jeg i flere år sået frø til en karriere som selvstændig. Da jeg for seks måneder siden endelig gav mig til at høste gevinsterne, havde jeg ikke forudset, at der fulgte en ubuden gæst med. 

En lille, men insisterende misundelsesmuldvarp rendte lige i hælene på mig, ligegyldig hvad jeg gjorde. Her er mine foreløbige erfaringer med at tæmme den, slippe usikkerheden og vokse på måder, jeg aldrig havde forestillet mig.

Hvis der er et sted, hvor græsset altid ser grønnere ud, så er det på LinkedIn. Min egen plæne ser da også nydelig ud. Det gjorde den i hvert fald de første fire uger, efter jeg havde annonceret, at jeg ville forfølge en karriere som selvstændig. Her solede jeg mig i bekræftelse. Det var både ”den helt rigtige timing” og ”det helt rigtige for sådan en dygtig én som mig”.

Masser af tid til ”doomscrolling”

Men efter et par uger begyndte roserne at visne. Hverdagen vendte tilbage, og langt fra alle tilbud blev til reelle opgaver. Det gav mig til gengæld masser af tid til at doomscrolle på LinkedIn. Her fik jeg indtryk af, at alle i mit netværk tilsyneladende svømmer i succes. Nye kunder vælter ind, og regnskabsresultaterne blomstrer som aldrig før.

Det var lige her, jeg første gang stødte på min misundelsesmuldvarp. Den gravede sig ned til al den usikkerhed, som et sikkert job og en fast månedlig indtægt indtil nu havde lagt en dæmper på: 

Var jeg virkelig ikke så dygtig som alle andre? Ville jeg nogensinde komme til at tjene bare i nærheden af det samme, som jeg gjorde tidligere? Skulle jeg i virkeligheden bare smide håndklædet i ringen og søge et fast job igen? Og ville det gøre mig til en fiasko?

Jeg var godt i gang med at grave mig selv ned i et dybt hul sammen med muldvarpen. Det var virkelig ikke godt. Jeg blev nødt til at gøre noget.

Måtte redefinere succeskriterier

For at blive lykkelig i min nye karriere som selvstændig krævede det, at jeg aktivt ændrede mit perspektiv. Det er jeg lykkedes med, men det ville være løgn at sige, at det var nemt. 

Jeg var nødt til at redefinere mine personlige succeskriterier. Tidligere havde jeg haft en fornem titel som head of brand. Hvad var jeg nu? Egentlig kunne jeg jo kalde mig hvad som helst. Men hvad betød det, hvis jeg ikke var glad?

I mine år som lønmodtager var min løn støt stigende fra job til job. Ikke sådan Novo Nordisk-aktiekursstigende, men måske som prisen på en pakke smør.

Min løn tog for første gang et ordentlig dyk, da jeg blev selvstændig. Men jeg har efterhånden lært mig selv, at tallet på min lønkonto ikke nødvendigvis afspejler mine evner – og slet ikke skal være et mål for min egen lykke. 

Og vigtigst af alt: Min løn er ikke noget, der afgør, hvorvidt jeg ser mig selv som en succes eller en fiasko. 

Vokset med udfordringen

Min personlige succes som selvstændig afhænger nemlig af så meget andet. For eksempel af friheden til at tage opgaver ind, som jeg synes, er spændende, og friheden i at have en meget fleksibel arbejdsgiver – nemlig mig selv.

Det bliver jeg nødt til at sige til mig selv. Hver dag. Ellers giver jeg bare muldvarpen flere grunde til at grave dybere.

At være selvstændig har tvunget mig til at vokse på måder, jeg aldrig havde forestillet mig. Det har lært mig, at lykken også findes i selvudvikling og troen på egne evner.

Muldvarpen slipper jeg nok ikke af med. Men i det mindste bestemmer jeg nu selv, hvor meget den skal have lov til at genere mig.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.