K-jobsøgende og 50+: Afvisninger og headhuntere, der aldrig vender tilbage, har været en prøvelse

Ærlighed og sårbarhed skal også ses som en styrke, skriver Anton Greiffenberg, der er 50+ og har været jobsøgende k-konsulent. 
"Hvordan skaber man positiv interesse for sin profil, når alderen trykker, når der ikke er sket alverden i ens karriere lige her og nu, og det der #opentowork ikke gør tricket af sig selv?", spørger Anton Greiffenberg. | Foto: Privatfoto
"Hvordan skaber man positiv interesse for sin profil, når alderen trykker, når der ikke er sket alverden i ens karriere lige her og nu, og det der #opentowork ikke gør tricket af sig selv?", spørger Anton Greiffenberg. | Foto: Privatfoto
Af Anton Greiffenberg, marketing- og kommunikationskonsulent

Mit sidste år som marketing- og kommunikationskonsulent har været op ad bakke rent arbejdsmæssigt. 

Jeg har været jobsøgende siden april, og lige siden har jeg måttet navigere mig igennem professionel usikkerhed og forandring. Afvisninger på utallige ansøgninger og headhuntere, der aldrig vender tilbage, har været en prøvelse, der har testet mit livsmod og troen på egne evner. 

Jeg er fyldt 51, og jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind, men det føles ærligt talt, som om det at være oppe i årene og have 25+ års erfaring pludselig er et velfunderet argument for at blive valgt fra.

Det skrev jeg et par indlæg om på LinkedIn, hvilke gav en kæmpe respons med 1500+ likes, 150+ kommentarer og fik et samlet reach på over 90.000. 

Begge indlæg delte kommentarsporet i to: de, der anerkendte min sårbarhed som en styrke, og de, der så den som en svaghed over for en kommende arbejdsgiver. Fælles for begge var et hav af gode råd, masser af inspiration samt heldigvis også ugevis af kaffeaftaler. 

Bryd tabuet om at være jobsøgende

Og så gav det et tydeligt indblik i, at jeg bestemt ikke står alene med min usikkerhed. Det er desværre supersvært at italesætte det at være jobsøgende, uanset alder, anciennitet og tidligere tiders succes. 

Der er en form for tabu omkring det. Et tabu, som vi alle bliver nødt til at bryde ned, både arbejdsgivere og kollegaer, for jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af kun at klappe hinanden på skulderen, råbe hurra for vores kundetilfredshed og skåle for endnu en Gazellepris.

Så hvordan skaber man positiv interesse for sin profil, når alderen trykker, når der ikke er sket alverden i ens karriere lige her og nu, og det der #opentowork ikke gør tricket af sig selv?

For mig ligger svaret delvist i at omfavne og værdsætte den erfaring og visdom, jeg har opbygget gennem tiden. 

Hav mod til at tale om frustrationerne

Jeg har gennem årene ikke kun lært at navigere blandt markedstendenser og resultater på bundlinjen, men også lært at forstå menneskets kerneværdier, hvad der driver os, og hvordan vi bedst kommunikerer og samarbejder. 

Men det kommer selvfølgelig også i høj grad ved at lytte til andre, dyrke sit netværk og så ikke mindst turde italesætte frustrationerne og usikkerheden i situationen.

Min egen rejse det sidste års tid har lært mig, at selvindsigt og ærlighed er uvurderligt, og at sårbarhed ikke er en svaghed, men en styrke. Jeg har fået øjnene op for nye perspektiver og fået en lang række indsigter omkring min egen karriereudvikling, jobsøgning og personlige branding.

Seks tips til jobsøgende kommunikatører

Her opsummerer jeg dem:

● Tro på værdien af sårbarhed. Det viser, at du er menneskelig og relatérbar, hvilket kan være attraktivt for arbejdsgivere, der værdsætter ægte menneskelige forbindelser og emotionel intelligens på arbejdspladsen.

● Stå ved din autenticitet og ærlighed. Det er helt ok at dele vandene med dine holdninger. Du kan ikke forvente, at alle hele tiden er enige med dig, og de, der vælger dig fra uden at gå i dialog, er måske bare ikke det rigtige arbejdsmatch.

● Netværk og relationer er afgørende. Dyrk dit netværk, tjek, hvem der kender hvem; det er ofte gennem personlige relationer og anbefalinger, at nye jobmuligheder opstår.

● Fokusér på kontinuerlig læring og udvikling. Det var jeg selv lidt langsom om at komme i gang med, men der er masser af onlinemuligheder for at videreudvikle sig selv inden for f.eks. AI og digital markedsføring.

● Vær selektiv og målrettet i din jobsøgning. Snarere end at sende masser af ansøgninger, så vælg kvalitet frem for kvantitet. Ved at være selektiv og målrettet i din jobsøgning kan du bruge din tid mere effektivt og øge chancerne for at finde et job, der virkelig passer til dig.

● Tænk kreativt, og udnyt din unikke erfaring. Tænk ud af boksen, og hvis du føler, det er svært, så ræk ud til nogen, der kan hjælpe dig med det.

Står ved min alder

Tabuet omkring jobsøgning, især efter en vis alder, er en mur, vi alle bør arbejde på at nedbryde. Det er ikke en skam at søge nye muligheder; det er et tegn på mod, tilpasningsevne og en vilje til stadig at ville vokse og udvikle sig. 

Jeg står ved min alder, og med den kommer både erfaring og indsigt samt lysten til stadig at ville mere og kunne bidrage til andre. 

Det er denne ægthed, der vil skabe forbindelser og åbne døre, ikke kun for mig, men for alle, der ærligt tør stå ved, hvor de er på deres professionelle rejse.

Efterskrift: Siden debatindlægget blev skrevet, har Anton Greiffenberg fået et job i kommunikationsafdelingen hos Udviklingsselskabet By & Havn.

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs