I min pureste ungdom var jeg en kommunikationsquitter. Jeg kvittede mit studie i historie for at læse medievidenskab. Jeg skulle videre og væk. Jeg sad nemlig tvangsindskrevet til forelæsning om forholdet mellem sten- og trækirker i dansk middelalder, mens muren faldt i Berlin. Det virker, som om alting skete alle andre steder end der, hvor jeg var. Det eneste studenterjob, jeg kunne få og finde, var som student på Nationalmuseets møntsamling. Jeg læste et gammelt fag dybt forankret i sin historiske evidens, som i overført betydning blot sad og talte sine gamle, glemte mønter. Trist, men sandt.

Dengang DR var der, man skulle være

Jeg ville derfor noget nyt og smart. Noget sexet, noget med kommunikation. Her var der nemlig masser af fede studenterjobs, f.eks. i den cooleste af tidens allermest cool virksomheder: DR. Vel at mærke i de cooleste af de cool afdelinger i DR, nemlig DR Medieforskning og DR Ung. En forskningsafdeling for anvendt medieforskning og ungt tv skabt af unge selv i deres egen afdeling. Hvor cool var det ikke lige?

Dengang fremtiden var kommunikation

Medievidenskab var samtidig en helt ny overbygning, som handlede om alt det, historiefaget aldrig kunne handle om. Nutiden. En nutid, hvor nettet fyldte mere og mere. En nutid hvor e-handel og brugervenlighed var hot. Jeg skrev sågar en bog om brugervenlighed, fordi det bare var så hypet med al den snak om UX. Samme hot stuff-status havde kommunikation på RUC, som krævede datidens højeste snit. En slags eliteuddannelse, der åbnede døren for de nye digitale jobs og muligheder i det nye mediesamfund. Når man læste kommunikation, var man en del af fremtiden, en slags fremtidsforsker med fremtiden foran sig. 

Dengang alle så Jersild & Spin

Når uddannelsen var slut, fik man automatisk et fedt job i et kommunikationskonsulentfirma til en fyrstelig hyre. Her tog man ud til store virksomheder, hvor man til stående bifald rådgav dem til at sætte målgruppen i fokus og være lidt mere brugervenlig. Til 2500 kr. i timen, eksklusive moms, vel at mærke. Om aftenen var der tit et meget set program i fjernsynet, der hed Jersild & Spin, hvor landets ypperste eksperter diskuterede tidens kommunikation. Vi var bare så cool, fra morgen til aften, fra studie til kometkarriere. Sådan var det i mange år, men sådan er det desværre ikke længere. Faget er med al tydelighed gået af mode. Guldalderen er slut. 

Kommunikation er ikke længere det, alle de unge drømmer om

Modeskiftet gør ondt nu. Uddannelser i kommunikation er enten døde, tæt på usynlige eller i livsfare. Corporate communication-uddannelsen på Aarhus Universitet er for længst lukket, og nu vil de lukke kommunikationsuddannelserne på CBS. Alt imens medievidenskab i både Århus og København har set bedre dage. Her er optaget og interessen også svigtende. Kommunikation på RUC er usynlig på alt andet end AI.

De unge stemmer med fødderne og vil hellere læse noget smartere på IT-Universitetet eller noget om den grønne omstilling. De dropper de gamle og umoderne studier for det smarte og fremtidsorienterede. Som jeg engang droppede historiefaget for mediernes nye faglighed. Nu gentager historien sig. Vi k-folk var engang de smarte, nu er vi de gamle og umoderne. Nu har vi kun fortiden og forældelsen foran os som et trist fremtidsminde.

Nutidens studerende er klima- og AI-quittere

Datidens kommunikationsquittere er blevet nutidens klima- og AI-quittere. Nu er det grønne omstillinger og AI/tech, som har hypen. Det er det, alle de unge drømmer om. De forsvundne studerende er ikke blot et faretruende signal for de direkte berørte kommunikationsforskere og -uddannelser, men har også omfattende negative konsekvenser for hele det såkaldte “økosystem” omkring kommunikation.

Nedlukningen af uddannelserne er et kommunikativt økosystemkollaps

Færre studerende er lig med færre og dårligere kommunikationsforskere, som igen giver dårligere kandidater. Dette betyder dårligere og dummere kommunikationsrådgivning/-arbejde. Alt dette devaluerer hele faget og feltet. En svækket faglig debat og forskning gør det svært at formidle værdien af kommunikation i teori og praksis.

Teoretisk går fagets vitalitet tabt i nul forskning. I praksis betyder tabet af status og hype lavere priser på kommunikationsydelser. Faget går derfor snart fra at være et fag til at være en kompetence, som ikke nødvendigvis kræver en faglig baggrund. Ingen er på sigt længere uddannet i kommunikation, men kommunikation er noget, som udøves af alt og alle på skrømt. At vi er gået af mode, har også den uheldige effekt, at den ondskabsfulde heksejagt på landets mange k-folk i stat og kommuner kun får endnu mere vind i sejlene. Det er de næste på listen, som skal beskæres. 

Nu råbes derfor op om underskriftsindsamlinger mod nedlukningerne og opråb til politikerne. Som altid skal staten hjælpe, når markedet er væk. Lige lidt vil det hjælpe, for de unge har talt. De har stemt med deres manglende tilvalg. Vi har tabt magien. De manglende studerende er ikke problemet, det er et symptom. Ingen politikere eller opråb kan gøre os moderne igen. Det er naturen og kulturens orden, som vi kender det fra kreative industrier, hvor modesvingningerne blot er endnu mere ekstreme, men dog med samme logik.

Altid med på alt, lidt for hurtigt og lidt for ukritisk

Det er surt og det er forfærdeligt, men det kan også være en mulighed. Eller mere præcist er vi nødt til at se en mulighed i kollapset og katastrofen, for som man siger: Du har ikke en chance, brug den.

Faget har i mange år været nærmest hysterisk optaget af at hoppe med på den ene modedille efter den anden. Om det så var CEO-blogging, Web 2.0, storytelling og second life til nu AI. Altid med på alt, lidt for hurtigt og lidt for ukritisk. Troløst og utroværdigt. Det har været stressende, uroligt og skabt en flygtighed, hvor sidste års SoMe-Web 2.0-guru nu er selvsamme AI-guru og lige om lidt greenwashing-ekspert. Det er fake, fup og fandens troløst.

Vi er ikke cool mere, og vi bliver det aldrig igen

På et eksistentielt psykologisk plan har det været ekstremt ydrestyret og yderst overfladisk. Bag det hele har ligget en dum neoliberal vækst og et nyt nyt nyt mindset, som slet ikke er i tidens regenerative og cirkulære indadseende ånd. Vi har desperat i alt for lang tid prøvet at holde vores hypede status og hypede selvforståelser i live med en evig strøm af shining new things. Som om vi kun var i live som fag i al den hype. Kampen er tabt for os nu. Vi er has-beens. Vi er ikke cool mere, og vi bliver det aldrig igen. Det maner til eftertanke og faglig selvransagelse. 

Længe leve friheden fra modens tyranni

Nu skal vi bruge tiden til at se indad. Trække vejret dybt og se, hvad der kommer indefra. For når alle andre tydeligvis er ligeglade, så er der jo ingen grund til at søge deres anerkendelse. Vi kan derfor slappe helt af og stille og roligt finde ud af, hvem vi er, hvad vi vil med vores fag og hvorfor. Vi skal ikke blot leve med det, men gøre faget levende i vores nye usynlighed og irrelevans. Vi skal ikke længere løbe efter alt muligt og alle mulige, men kan se os selv fri af hypens virak og hysteri. Længe leve friheden fra modens tyranni, for i friheden kan vi endelig finde os selv i ro og mag.

Hvad er helligt for os?

I øvrigt hørte jeg til min sidste forelæsning på historie, at man byggede stenkirker oven på trækirker, som var bygget oven på hedenske kultpladser. Alt sammen ud fra devisen om kultstedskontinuitet. Altså, at et sted er helligt på tværs af tid og rum i al evighed. Gad vide, hvad der er helligt og den evige kontinuitet for os på tværs af tid og rum?

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.