Udlicitér Forsvarets kommunikation til Alex Vanopslagh

Det er ikke svært at forstå, hvorfor de unge flokkes om Liberal Alliance. Modsat Forsvaret taler Alex Vanopslagh ikke ned til dem. 
Selv Liberal Alliances mest ihærdige kritikere kommer ikke uden om, at partiet formår at tale til dem, der ikke sidder på den flade og venter på, at de voksne disker op med løsninger. Det er præcis de soldater, flyvere og sømænd, vi har brug for, skriver Niels Jespersen. | Foto: Tilde Døssing Tornbjerg/Ritzau Scanpix
Selv Liberal Alliances mest ihærdige kritikere kommer ikke uden om, at partiet formår at tale til dem, der ikke sidder på den flade og venter på, at de voksne disker op med løsninger. Det er præcis de soldater, flyvere og sømænd, vi har brug for, skriver Niels Jespersen. | Foto: Tilde Døssing Tornbjerg/Ritzau Scanpix
Niels Jespersen, forfatter, Afghanistan-veteran og chefredaktør for den socialdemokratiske netavis Pio

Jeg har aldrig mødt nogen, der blev officer, fordi de hørte en podcast med Christian Fuhlendorff.

Cirka således skrev Afghanistanveteran og premierløjtnant Caspar Stefani sarkastisk om Forsvarets beslutning om at bruge en lille halv million kroner på tre podcastudsendelser med den 41-årige komiker Christian Fuhlendorff.

Så kan en video med journalist Thomas Skov måske overbevise teenagere om en fremtid i kongens klæ’r?

Skærer i øjnene

På den symbolske dato 9. april lagde Forsvaret en video på sin Facebookprofil, hvor den 37-årige DR-mellemleder bl.a. slås med en pude og spørger, om man kan lave MUS-samtale med en hest. 

For en forhenværende overkonstabel svarer det til at se et gevær med åbent støvdæksel eller rust på feltspaden: Noget, de fleste ikke ville bemærke, men som skærer i øjnene på en gammel rotte, fordi det signalerer uprofessionalitet. 

Hvilket i princippet er aldeles ligegyldigt, da jeg ikke er en del af målgruppen. 

Men det er dem, der laver milliondyre kommunikationskampagner på Forsvarets vegne, i endnu mindre grad.

Så tillad mig, som selverklæret mental boomer uden forståelse for ungdommen at give mit bud på, hvorfor Forsvaret om muligt er endnu længere væk fra skiven. 

Ungdommelig journalist specialiseret i styrelsesmæssige rekrutteringsvanskeligheder

Både Thomas Skov og Christian Fuhlendorff, der nærmest har specialiseret sig i offentlige styrelsers rekrutteringsproblemer, er dygtige formidlere. Det er ikke dem, men Forsvaret, jeg kritiserer her. 

Skov og Fuhlendorff benytter sig begge af et kommunikativt greb, hvor værten forsøger at møde målgruppen i “øjenhøjde”.

”Dumbing down” kaldes det mindre venligt.

Tilgangen kendes fra programserien “Bubber og BS i trøjen”, hvor en anden midaldrende journalist opfører sig og taler som en nysgerrig 9-årig. 

Takket være Medienævnet, hvor midaldrende mediemænd uddeler penge til andre midaldrende mediemænd, kendes metoden også fra det mylder af “ungdomsmedier” som Format, Spektrum, BTMX, Kiosk og fiaskoen over dem alle: Radio Loud/24syv.

Alle medier, der har det til fælles, at de lukker det sekund, der ikke kan malkes flere skattekroner. 

Unge vil tales til som voksne

Problemet med den forudsigelige kommunikation er, at unge mennesker sagtens kan afkode den. Og de hader den endnu mere, end jeg gør. 

Der er ingen normaltbegavede 18-årige, der tror på, at Forsvaret er en lang idrætshøjskole, hvor man hver dag springer i faldskærm og ræser af sted i kampvogn. 

Modsat, hvad os midaldrende mænd tror, er det ikke i sig selv statusgivende at være ung. At læse et selverklæret ungdomsmedie er lige så smart som at lege med Playmobil. 

Netop, fordi unge mennesker er rystende usikre, så har de et stort behov for at blive tiltalt som voksne. De ved godt, at livet ikke er en lang skumfest, så for dem er der faktisk en tryghed i at se udfordringerne i øjnene. 

Blod, sved og tårer

Og her har Forsvaret faktisk et rigtigt godt produkt. 

For det er udfordringerne i Forsvaret, som sælger. Alt det, som er hårdt og svært og anderledes end den hedonisme og sorgløshed, vi længselsfuldt projicerer over på ungdommen. 

Ikke udfordringer i form af elendig løn eller arbejdsforhold. Der er mangel på alt fra støvler til kørende materiel ,og en professionel soldat tjener så lidt, at selv Joachim B. Olsen bliver forarget. 

Her var pengene bedre brugt end på dumme reklamer.

Danmarkshistoriens sidste autoritet

Nej, jeg taler om muligheden for at blive en del af den sidste institution i Danmark, der ikke er helt tømt for identitet og selvtillid. 

Det absolut sidste sted, hvor det ikke er til grin at tale om pligt og fællesskab.

I stedet for at videreføre et barnligt oprør mod autoriteter, der for længst er forvitret, skulle os kommunikationstyper i generation X hellere forstå, at teenagere i dag er vokset op uden nogen, ud over deres forældre, der ville påtage sig et ansvar. 

Jeg meldte mig selv til hæren, mens krigene i Irak og Afghanistan var mest intense

Jeg påstår dermed ikke, at unge mennesker altid tager kloge beslutninger. Men jeg tog beslutningen, netop fordi det var svært. Fordi hæren betød noget og tilbød noget, der ikke fandtes andre steder. 

Det var vi mange, der gjorde. Trods hårde kampe og store tab manglede holdene til netop Irak og Afghanistan aldrig frivillige. 

Hvem taler om ansvar?

Det har Alex Vanopslagh til gengæld forstået. Ikke bare, fordi han stadig er ungdomspolitiker. Bedre end nogen andre magthavere har han fat i de helt unge. 

Og han gør det vel og mærke ikke ved, som sin forgænger Anders Samuelsen, at love hurtige biler og billig frihed. Nej, han taler om ansvar og fællesskab. 

Ikke bare til at føre sig frem som en fandens karl, men til at gøre sig umage.

Hvorfor ser vi ikke den kommunikation fra Forsvaret? 

Til den slatne gamer, der gerne vil komme i form? Til den idealistiske 12-talspige, der gerne vil gøre en forskel? Til den vakse elev, der godt kan se, at i en verden med klimakrise og krig, så har Danmark brug for netop hendes eller hans evner?

Tvangsudskriv Vanopslagh som kommunikationsgeneral, og sæt komikerne til at grave skyttegrave

Liberal Alliance har masser af underlødig kommunikation, men selv deres mest ihærdige kritikere, som mig selv, kommer ikke uden om, at partiet formår at tale til dem, der ikke sidder på den flade og venter på, at de voksne disker op med løsninger.

Det er præcis de soldater, flyvere og sømænd, vi har brug for. 

Så i stedet for at spilde sin tid på at samle en dysfunktionel blå blok burde Alex Vanopslagh aftjene sin værnepligt som Forsvarets kommunikationsgeneral. 

Så kan vi sætte de midaldrende komikere og mellemledere til at grave skyttegrave og bytte sokker på depotet. Det er både billigere og bedre branding af Forsvaret. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også