Den feministiske klassiker “Kvinde kend din krop” har fået en tur i vridemaskinen hos Berlingske og Jyllands-Posten samt en række andre medier, efter det er kommet frem, at jubilæumsudgaven i 2025 kommer til at arbejde med et “udvidet kønsbegreb” og altså inkluderer både transkvinder og ikkebinære personer i redaktionen og bogens materiale.

Der er tale om en “woke-udgave”, kan man læse i Berlingskes kultursektion fra i lørdags, hvor kulturredaktør Birgitte Borup i kommentaren med den smagfulde overskrift “Kvinde kend din tissemand” også mener, at “kvinder er blevet en underkategori i en bog, der oprindeligt var dedikeret til kvindekønnet”. 

I kommentarsporene under mediehistorierne gik bølgerne også højt, og bogen kaldes både “det rene vanvid” og “en skandale”. Stærkt underholdende er særligt kommentarer fra mænd, der næppe har haft bogen på hylden, men alligevel opfordrer til en boykot.

Alt det, inden bogen overhovedet har ramt trykken!

Lad mig kort beskrive, hvad “Kvinde kend din krop” er, for dig, der måske ikke som jeg fik den foræret i konfirmationsgave. Dig, der måske ikke fnisende har bladret i udgaven fra 1983 – den med en nøgen kvinde på en cykel, der fremviste skøn appelsinhud på balderne – sammen med dine veninder, når I var alene hjemme.

”Kvinde kend din krop” er en selvhjælpsbog, der første gang blev udgivet af et kvindekollektiv fra rødstrømpebevægelsen i 1975. Med jævne mellemrum samler K. Vinders Fond, der står bag bogen, en redaktion, der redigerer og opdaterer bogen, så den afspejler nyere forskning, viden, kultur, kønsforståelse og ordforråd. Der er trods alt løbet noget vand i åen inden for forskningen i og forståelsen af kvinders kroppe siden 70’erne.

Man kunne have nogle af skribenterne hos Berlingske mistænkt for ikke tidligere at have læst ”Kvinde kend din krop”. I hvert fald har de næppe åbnet udgaven af bogen fra 2013, påpeger en af de daværende redaktører Charlotte Lund på Facebook, hvor hun skriver:

“...ingen på Berlingske har ulejliget sig med at læse 2013-udgaven af det, de selv kalder kvinders bibel. Og som der ellers refereres flittigt til i avisens leder.

For havde de det, ville de vide, at transkvinder også var en del af den bog. Helt præcist i kapitel 31. De ville vide, at kussomaten også har fotograferet kønsdele fra transkvinder, og de ville vide, at bogen henvendte sig til ”Alle, der så sig selv om kvinder”. Det ville de vide, for det står i bogen. “

Det, som har ændret sig fra 2013 til 2024, er selvfølgelig, som journalist Anna von Sperling også skriver i sin leder i Information, at “Debatten om ’Kvinde kend din krop’ illustrerer transkønnedes nye rolle som skræmmebillede”

Kulturkrigens nye favoritemne.

Transkønnede er på små ti år gået fra at være et kuriosum, få mennesker forholdt sig til, til et brandvarmt emne i kulturkrigen, både i USA og herhjemme.

I en tale til et af sine rallyer i 2023 sagde Trump: “It’s amazing how strongly people feel about that. You see I’m talking about cutting taxes, people go like that,” sagde Trump, idet han mimede et golf-klap.

“I talk about transgender, everyone goes crazy. Who would have thought? Five years ago, you didn’t know what the hell it was.”

I danske medier er interessen for at skrive sensationelle og også ofte ganske negativt vinklede historier om transkønnede, der “overtager kvinderum”, steget inden for de seneste år, hvor både historier om transkvinder i sport og juridisk kønsskifte for børn skaber overskrifter og almen politisk forargelse.

Mens emnet måske er nyt for Donald Trump og medier på jagt efter debatstof med krudt i, er der en gruppe, der også har kastet sig ind i den hjemlige debat, der længe har haft fokus på det, nemlig en bestemt gren af radikal feminisme, der siden 1970’erne har set særligt transkvinders inklusion i kvindebevægelsen som en trussel. 

Den såkaldte transekskluderende radikale feminisme eller “gender critical”-bevægelse, som de fleste medlemmer kalder sig selv, betragter enhver udvidelse af kønsbegrebet og inklusion af transkønnede i kvinderum som et bevidst forsøg på at udviske kvinders eksistens. En art kønnet version af teorien om “den store udskiftning”, om man vil.

Denne lille, men relativt højtråbende gruppe af feminister er i åben konflikt med feminister, der gerne vil inkludere transpersoner i deres forståelse af kvinder, og det går sjældent stille for sig. Silas Marker har tidligere hos Kforum beskrevet, hvordan det udspillede sig, da Kvindemuseet Køn tog navneskift, ligesom Kvindehuset i København har set sammenstød mellem gruppen og nye brugere af huset, der ønsker, at der skal være plads til transkønnede. 

Man siger, at fjendskab forener, og der er opstået en interessant og ofte ganske aparte alliance mellem denne gruppe feminister og visse stærkt konservative, religiøse grupper, der ret beset er uenige om alt andet end deres holdninger til transkønnede. Et eksempel er, hvordan den stærkt konservative amerikaner Matt Walsh’ antitrans-dokumentarfilm “Hvad er en kvinde” er blevet omfavnet af de transekskluderende feminister, på trods af at han er vokal antifeminist og abortmodstander og grundlæggende mener, at kvinder hører til i et køkken og skal være gravide og barfodede.

Så længe der er en fælles prygelknabe i transpersoner og den forestillede “woke” agenda, som man mener, udvisker kønnet fra samfundet, holder alliancen tilsyneladende. Men man kunne fristes til at spørge denne gruppe feminister, hvad de får ud af at bære vand for antifeminister og reaktionære kulturkrigere.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.