Nød lærer lille forlag at gentænke pr-strategi

Trænger du til en krisepsykolog efter en tur med DSB? Sådan lyder et spørgsmål, der skal skabe interesse om ny bogudgivelse, skriver Paw Mathiasen, redaktør og stifter af Forlaget Fahrenheit. 
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Af Paw Mathiasen, redaktør og stifter af Forlaget Fahrenheit

I årevis har cyklussen været den samme for de store, mellemstore og små forlag: En bog udgives, den sendes ud til medierne, den anmeldes, hjemtages af boghandlerne eller bestilles via webshops, penge kommer i den slunkne kasse til forlagets kommende bogprojekter.

Men i dag er hele denne rytme forandret. I hvert fald for de små forlag og deres kunstnere. Kulturstoffet har det nemlig svært på de traditionelle medier. 

Og det er ofte de store forlags forfattere, der løber med den redaktionelle omtale og anmeldelserne. Dette gør det til en ret triviel oplevelse at gennemtrawle, hvad der er tilbage af avisernes bogtillæg.

Sværere at få omtale

Fahrenheit har eksisteret siden 1991 og specialiseret sig inden for tegneserier og graphic novels med enkelte afstikkere til børne- og ungdomsbøger samt skønlitterære værker. 

Vi har ikke midler til store annoncekampagner, men har altid været gode til at få omtaler og anmeldelser og dermed skabe opmærksomhed om vores udgivelser. Sådan er det bare ikke længere.

Forklaringerne er mange og gennemtærskede. Men i stedet for at jamre, som vi jo er verdensmestre i i kulturbranchen, så har Fahrenheit kastet vores kærlighed på de udskældte sociale medier og de muligheder, der nu er her.

En tur på briksen

I øjeblikket kører vi en noget atypisk Instagramkampagne for vores nye billedroman ”Søen i Khon Kaen” skrevet af Jan Egesborg og illustreret af den erfarne illustrator Lilian Brøgger. 

Jan Egesborg har skrevet bogen mest i Thailand, men også på sine mange togture mellem Esbjerg og København. Og signalproblemer, nedrevne køreledninger mv. har i den grad udfordret hans blodtryk og mentale ligevægt.

I forbindelse med lanceringen af bogen udskriver vi derfor en konkurrence om en times konsultation med en krisepsykolog efter eget valg (maks.-pris 1500 kr.).

Betingelsen er blot, at man ligesom Jan Egesborg har haft en virkelig dårlig oplevelse med DSB. Og at man er over 18 år. Forlaget præmierer så den bedste dårligste oplevelse med togselskabet.

Måske er der en udvej?

For nogle måneder siden udgav mikroforlaget Nybrogade Press en serie bøger i pixiformat om fire berømte ligninger i fysikken kombineret med fire berømte digte. Et syret eksperiment, som alle mere eller mindre havde afskrevet som ren galskab. 

Det var i hvert fald sikkert, at bøgerne ikke ville blive omtalt i de klassiske medier. Det stod helt klart for forlaget. 

Men her resulterede en skæv Instagramlancering i, at minibøgerne pludselig havnede på Saxos bestsellerliste sammen med alle kendisforfatterne.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også