Folketingsvalget som grundlaget for den parlamentariske proces er afgået ved døden. 

En af de væsentligste årsager er mediernes konstante meningsmålinger, som afspejler den aktuelle politiske tilslutning i befolkning. 

Konsekvenserne slår igennem overalt og har redefineret det løbende parlamentariske arbejde, selve valgprocessen og interaktionen mellem politikere og borgere.

”De eneste stemmer, der tæller, er dem, der gives på valgdagen”. Det er den almindelige – og helt gennemskueligt usande – bagatellisering, som politikere disker op med, når medierne konfronterer dem med en meningsmåling, der viser dårlig og/eller faldende vælgertilslutning til partiet.

Rædselsslagne politikere

Men det skyldes dog hverken, at vedkommende forsøger at skjule en lidt smålig såret forfængelighed, eller ikke tilskriver de mange og løbende meningsmålinger nogen særlig værdi eller validitet. 

Den ubehagelige sandhed, som politikeren forsøger at dække over, er, at han/hun er rædselsslagen. Det har nemlig en både akut og udslagsgivende betydning for, hvilke muligheder et parti har for sit parlamentariske arbejde i netop det øjeblik. Uanset hvor mange eller hvor få mandater de hentede ved sidste valg.

Det er den nye politiske realitet, og den kan i grove træk splittes op i tre toneangivende tendenser.

1. Parlamentarisk vælgerfiskeri

Når den seneste meningsmåling har betydning, hvis man vil have indflydelse ved – og i det hele taget inviteres til – forhandlingsbordet, skyldes det, at alle partier som følge af de løbende målinger hele tiden er på aktiv vælgerfiskeri. 

Derfor er lederne af forhandlingerne yderst opmærksomme på at inkludere partierne, der aktuelt har stor folkelig opbakning. 

Alternativet til dette – hvis de går imod eller udelukker disse partier og dermed tildeler dem rollen som opposition – vil nemlig dels være, at de får ekstra taletid i medierne, men endnu værre, at forhandlingslederne mister tilslutning, fordi de går imod folkestemningen. 

Dette vil lynhurtigt sætte sig i den næste meningsmåling, hvilket igen kan omarrangere brikkerne på brættet.

2. Aflysningen af valgkampen

Der er flere historiske eksempler på, at meningsmålinger ikke nødvendigvis tegner et retvisende billede af, hvordan mandatfordelingen ender. Pludseligt opstående sager, der rammer vælgerne, nærmest som de træder ind i valglokalet, eller vælgere, der ikke toner rent flag, når den rare phoner fra analyseinstituttet ringer midt i aftensmaden, kan give usikkerhed. 

Men selvom politiske kommentatorer ofte hævder, at valget afgøres i de tre uger, valgkampen forløber, kan man generelt og på basis af vægtede resultater godt få nogle gode indikationer om, hvilken side det demokratiske flertal læner sig til.

Dette er dog paradoksalt nok både en be- og afkræftelse af kommentatorernes udlægning af valgkampens udslagsgivende betydning kontra meningsmålingernes øjebliksbillede.

Kommentatorernes forklaring på valgkampens betydning er groft sagt, at politikerne i forbindelse med deres valgkamp kommer ud til den kreds, som de skal hente stemmer fra, og med deres personlige gennemslagskraft på handelsstrøg og i sportshaller overbeviser vælgerne om, at netop de kan løse såvel nationale som mere lokale udfordringer.

Flere bolsjer og morgenboller

Det er også sådan, det har været historisk. Det er også forklaringen på, at vi stadig får bolsjer, morgenboller og roser, når vi skal handle eller køre på arbejde – og trods vores gennemdigitaliserede tidsalder får vores lygtepæle overhængt med valgplakater. Navnegenkendelse er stadig og vil formentlig altid have en stor betydning, og da enhver politiker drømmer om personlige stemmer, der kan gøde deres fremtid intern i partiet, er det vigtigt at være synlig i sin lokale kreds.

Men alt dette hårde arbejde i forbindelse med valgkampen kan i sidste ende være komplet ligegyldig, hvis ikke den seneste meningsmåling har været i moderpartiets favør.

For som i det løbende parlamentariske arbejde ser man i medierne lynhurtigt bort fra den faktiske mandatfordeling. Det udslagsgivende er seneste tal for vælgeropbakningen. Og i det lys er det jo ret indlysende, hvem der skal have stukket en mikrofon op i næsen – og dermed, hvem der gives taletid og synlighed til: De partier, som meningsmålingerne har udpeget som kommende regeringsbærende, og således dem, der må forventes at have mest indflydelse på de politiske beslutninger, er naturligvis de mest interessante.

Dette bliver kun intensiveret under valgkampen, og selvom det ligger godt og menneskeligt rart i maven, at politikerne møder vælgerne på gadeplan, så er der ikke ret meget, der kan måle sig med en optræden i nationale medier med taletid til at præsentere sit valgprogram.

Det bringer os frem til den sidste – men måske mest invasive – betydning, som mediernes meningsmålinger har haft.

3. PoFoMo

Det politiske rally har gjort sin entre på dansk jord. Men selvom det stadig opfattes som lidt af en kuriositet med Vanopslagh og Støjberg som solister og kun med kluntede forsøg fra regeringen, så peger udviklingen i én retning, da det ligger i fuldstændig naturlig forlængelse af den kommunikative praksis, som enhver politiker personligt bliver nødt til at anlægge. 

For konsekvenserne af de løbende meningsmålinger har givet os en tilstand af evig valgkamp og PoFoMo: politisk frygt for at misse opmærksomhedens spotlight og dermed løbende adgang til at appellere til vælgernes opbakning.

Hvis en politiker skal opretholde sit cashflow i opmærksomhedsøkonomien, må vedkommende konstant opholde sig på scenen, som vælgernes øjne er rettet imod, hvilket ikke levner mange frikvarter fra sociale medier og hidsige kommentarspor, da indholdet herfra beredvilligt bliver viderekolporteret af de etablerede medier, der åbner fladen med taletid til en uddybende forklaring.

Dette hænger naturligvis også sammen med en ændring i vælgernes adfærd. Som jeg tidligere har belyst i analysen ”Det handler ikke om noget, men om nogen”, er vælgerne præcis som den moderne forbruger notorisk troløse og illoyale, hvad enten der er tale om et brand eller et parti. Man identificerer sig med personer og følger dem, hvorhen de måtte gå.

For partier betyder dette, at deres vælgeropbakning hænger uløseligt sammen med den enkelte politikers evne til at opnå og fastholde en fanskare.

Alternativet til denne konstante synlighed er dårlige meningsmålinger, og dårlige meningsmålinger begrænser den parlamentariske muskel og mulighederne for synlighed, og således kører det i ring i en konstant, selvbekræftende cyklus, der har sat de traditionelle politiske spilleregler ud af kraft.

Valgkampen, som vi kendte den, er død. Ære være dens minde.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.