Syv råd fra freelancer til k-chef: Sådan spiller du mig god

Freelanceren er en effektiv og smidig arbejdskraft, du som k-chef kan hyre efter behov. Her får du en erfaren freelancers syv råd til, hvordan du letter livet for løsarbejderen.
20 år som freelancer for ledere i kommunikations- og mediebranchen har lært Christine Christiansen et og andet om, hvordan kunder opnår den største værdi i brugen af freelancere. | Foto: Getty Images
20 år som freelancer for ledere i kommunikations- og mediebranchen har lært Christine Christiansen et og andet om, hvordan kunder opnår den største værdi i brugen af freelancere. | Foto: Getty Images
AF CHRISTINE CHRISTIANSEN, JOURNALIST

For k-chefen er det værdifuldt at kunne trække på ekstern manpower, når ekstraordinære opgaver dumper ind, eller der sker mandefald i den faste k-stab. 

20 år som freelancer for ledere i kommunikations- og mediebranchen giver mig det faglige afsæt for at formidle syv råd til dig, der som chef entrerer med løsarbejdere. 

Her får du dem:

1. Svar freelanceren

En freelancer, der uopfordret kontakter din k-afdeling, har tit brugt megen tid på at researche på virksomheden, udvikle idéer til et indhold målrettet jer – og på at formulere et fængende pitch. Se freelancerens input som potentielt værdiskabende for din virksomhed og freelanceren som en vigtig ressource. Sig tak.

2. Gem freelancerens kontaktoplysninger

Måske er k-afdelingen selvkørende her og nu, men behovet for flere hænder kan opstå i morgen. Her er det værdifuldt for dig at have leveringsdygtige og motiverede freelancere i dit netværk. Clear med freelanceren, der henvender sig, at du må gemme vedkommendes kontaktoplysninger, så du kan du række ud den dag, det brænder på. 

3. Overhold aftaler med freelanceren

Freelancere oplever desværre at bruge megen kostbar arbejdstid på forhandlinger med potentielle kunder, der kører dem ud på et sidespor. Vær klar i spyttet, når du går i dialog med freelanceren. Undlad at bede vedkommende deltage i ukonstruktive møder, udfærdige tilbud, formulere opgaveløsninger og lave research, hvis du reelt ikke har pengene til opgaven eller ønsker den løst in-house. Meld det ærligt og hurtigt ud frem for at holde freelanceren hen. 

4. Spar din freelancer for ”gråzonetid”

En udfordring ved at arbejde eksternt kan være, at man ikke har insider-kendskabet til k-afdelingens mål og måderne, I når dem på. Her skal du som k-chef klæde din freelancer på til at levere optimalt. Identificér i dialog med freelanceren: 

· Hvad er opgaven, helt konkret? 

· Hvordan er freelancerens vej til målet?

· Hvem skal freelanceren interagere med undervejs – og med hvilket formål?

· Hvem er primær tovholder på opgaven?

Gør målet klart og vejen farbar for freelanceren. Så undgår vedkommende at bruge ”gråzonetid” på at være kastebold mellem virksomhedens k-medarbejdere, der alle har forskellige holdninger til opgavens form, indhold, deadline, you name it. 

5. Giv freelanceren konstruktiv sparring

Hold en løbende dialog med freelanceren ud fra devisen: Alle bliver bedre af redigering/ sparring/ feedback. Tag dig tid til at give freelanceren en konstruktiv tilbagemelding på opgaven. Det gavner både det konkrete produkt, freelancerens indsats mere overordnet – og i sidste ende din bundlinje. 

6. Klæd freelanceren fagligt på

Send frelanceren eksempler på produkter, der ligger i tråd med det, vedkommende skal levere – er det en pressemeddelelse, så send vedkommende et par tidligere publicerede eksempler. Her kan freelanceren hente inspiration til indholdet og afkode formen. Du sikrer som k-chef at få et produkt, der passer ind i den overordnede sammenhæng, og freelanceren bliver skarp på, hvad du forventer. Win-win! 

7. Betal freelanceren et fair honorar

Husk, at freelancere ikke per automatik har feriepenge, pension, forsikringer, retten til egne og børns sygedage med løn, betalt arbejdsgear, frokostordning etc. Alt dette skal freelanceren selv finansiere via sine honorarer – det skal betalingen afspejle.

En freelancer, der oplever balance mellem løn og arbejdsindsats, får boostet arbejdsglæden og giver den fagligt ekstra gas. Det smitter af på slutproduktet. 

Således er banen kridtet op for et sundt, konstruktivt og bæredygtigt samarbejde mellem freelancer og k-chef – kast dig ud i det. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også