Influencer forsvarer udskældt bog om glansbilleder på Instagram

Cecilie Haugaard svarer nu på kritikken, der er haglet ned over hende siden et interview i Deadline.
Influencer Cecilie Haugaard ønsker med bogen "Instagrim - styr de sociale medier, så de ikke styrer dig" at sætte fokus på mental trivsel. | Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
Influencer Cecilie Haugaard ønsker med bogen "Instagrim - styr de sociale medier, så de ikke styrer dig" at sætte fokus på mental trivsel. | Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

”Hold da op, hvor har der været meget opmærksomhed omkring min bog,” siger influencer Cecilie Haugaard i en video på Instagram onsdag aften.

Og det må man give hende ret i.

Siden den 33-årige model og influencer, der på sociale medier går under navnet Cillemouse, optrådte i et interview i Deadline på DR i sidste uge, har reaktionerne været mange.

Cecilie Haugaard var i Deadline kort før udgivelsen af sin bog, Instagrim - styr de sociale medier, så de ikke styrer dig. I bogen undersøger influenceren, om det er muligt at være på sociale medier, uden det går ud over den mentale trivsel.

I 2019 medvirkede hun i programmet Cillemouse - den falske virkelighed på TV 2, og siden har hun været optaget af regulering på influencer-området herunder tydelig markering af redigerede billeder.

Cecilie Haugaard oplevede nemlig ”næsten at miste sin kerne af selvværd” på grund af perfekthedskulturen på Instagram. Som ung model fulgte hun supermodeller på Instagram og blev mindet om alle de jobs for undertøjsbrandet Victorias Secret, hun ikke selv fik.

Krads kritik

På Instagram inviterer Cecilie Haugaard selv sine følgere med indenfor, i hvad der ifølge hovedpersonen er en ”glansbilledbog” af ting, der gør hende glad.

Det er glansbilleder, mange vil se.

319.000 følger i øjeblikket med, når Cecilie Haugaard deler designertasker, bikinibilleder og snapshots fra familielivet med popstjernen Christopher.

Kvinden bag Cillemouse ligner altså ikke ”en kvinde, der er der for at indgyde ret meget andet end det mindreværd, hun selv var ramt af,” som kulturredaktør på Berlingske Birgitte Borup skriver i kølvandet på interviewet i Deadline.

”Cecilie Haugaard tilhører den generation af privilegerede ofre, der er vokset ud af Instagram. Der er meget, der er svært her i livet, og nu er det også hårdt at være smuk. (...) Hun har udgivet en bog, der skal gøre livet bedre for skrøbelige, unge kvinder, og alligevel ender hun med at konkludere, at det først og fremmest handler om ’det, der gør mig glad’”, lyder det.

Hos Heartbeats mener journalist Thomas Balslev, at Cecilie Haugaards ”troværdighed stod i flammer på direkte tv”.

”Det var så himmelråbende hyklerisk, at man kunne græde,” skriver han.

”Hvis hun virkelig mener, at problemet er så stort, så må hun jo også gøre noget ved det. Tage tyren ved hornene, sådan rigtigt, i stedet for at skrive en bog og tage i Deadline i den tro, at det giver aflad. Hvor dumme tror du egentlig, vi er?”

Også kritiker Eva Eistrup langer i Politiken ud efter Cecilie Haugaards ”tåkrummende” optræden.

”Ironi kan forekomme i en virkelighed, hvor Katherine Diez indtil for nylig udbød foredrag om litteraturen som værn mod ’skadende facade- og filterkultur’, og hvor man som Cillemouse insisterer på både at være emne og forfatter, aktør og kritiker, gerningskvinde og offer, smuk og (Insta)grim,” skriver hun.

I Information lyder anmeldelsen under overskriften Cillemouses hykleri, at influenceren vil iscenesætte sig selv som offer for sociale medier - men i stedet kommer hun ”ufrivilligt til at fortælle en større historie om influenceren som overset magtfaktor”.

Og i Kulturmonitor skriver forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om Cecilie Haugaards ”totale nedsmeltning i Deadline-studiet” som en begyndende tendens.

”Vi kommer utvivlsomt til at se mere af den slags. Af influencer-udgivelser og af influencer-maskefald. Fordi kulturproducenter har så svært ved at tjene penge og ser mod det eneste sted, som synes at være i vækst, nemlig SoMe-universet. Og fordi der er en god læseværdig og viral historie i at afsløre deres hykleri.”

Står på mål

Onsdag aften har Cecilie Haugaard lagt en video på Instagram, hvor hun svarer på kritikken.

”Jeg hører kritikken, og den tager jeg til mig. Jeg ville gerne skabe en debat om influencere, sociale medier og mental sundhed med bogen, men jeg er selvfølgelig ked af, at den i langt højere grad er kommet til at handle om mig som afsender. Som jeg også skriver i bogen, anerkender jeg, at jeg er en del af problemet. Netop derfor håber jeg også, jeg kan være en del af løsningen,” siger hun og tilføjer, at hun fremover vil tænke over, hvad hun deler på sin profil.

Cecilie Haugaard forklarer, at hun selv stod og manglede en bog som Instagrim, da hun begav sig ud på de sociale medier.

”Jeg håber, kritikkerne vil tage sig tid til at læse bogen, så vi kan fortsætte en vigtig samtale om, hvordan vi alle sammen kan blive mere bevidste forbrugere på området,” siger hun.

Også forlaget bag bogen, Lindhardt og Ringhof, forsvarer udgivelsen.

”Bogens ambition er at undersøge, hvordan vi kan lære at styre de sociale medier, så de ikke styrer os. Det projekt står vi 100 pct. på mål for,” skriver forlaget på Instagram.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Læs også