Når verden hopper med på amerikansk, historieløs arrogance.

D. 6.-9. august markerer 78-året for atombombesprængningerne i Hiroshima og Nagasaki, og mens store dele af Vesten hepper Warner Bros.’ succes mod nye højder, er det anderledes i Japan – her ulmer et oprør drevet af en vrede over og kritik af overfladisk amerikansk kultur, der overser krigsofre og -traumer. 

Barbenheimer er en af de mest succesfulde marketing- og meme-strategier målt på profit. En lanceringsstrategi, der ifølge flere medier, bl.a. det amerikanske Wired, “vil gå over i historien som en forbløffende succes.” Sammen skabte filmene en indtjening på mere end 244 millioner dollars i åbningsweekenden, den fjerdestørste i amerikansk historie. Fans verden over har delt mash-ups of Barbies pink æstetik med Oppenheimer-æraens atombombesprængninger.

Der er dog en alvorlig bagside. Memes og satire er i sagens natur ikke historieløse, men problemerne opstår, når afsenderne er. Det har skabt vrede på japanske SoMe-profiler. Hashtagget #NoBarbenheimer har spredt sig i Japan, hvor amerikanernes atombombning under anden verdenskrig dræbte hundredtusinder mennesker, som The New York Times-journalisten Hisako Ueno skriver. Den japanske Warner Bros.-afdeling har offentligt kritiseret hovedkontorets håndtering af sociale medier, og en officiel undskyldning landede her få dage, inden Barbie-filmen får premiere i Japan. En undskyldning for det amerikanske hovedkontors Barbenheimer-memes. 

Efterfølgende har brugere fra hele verden delt billeder af ofrene for bombningerne i Hiroshima og Nagasaki, og memes med referencer til 9/11 varsler en folkelig boykot af filmen “Barbie”, der har premiere i Japan d. 11 august. 

En af kritikerne er historikeren Don E. Carlton, direktør for Briscoe Center for American History. I en opsang og udrulning af konsekvenserne ved historieløshed skriver han for The Japan Times: 

“Hvis amerikanere overhovedet tænkte på bomben (efter krigen, red.), var deres eneste visuelle erindring svampeskyen, ikke de rædsler, der blev påført de japanske civile. Denne mangel på viden førte til en mærkelig kulturel dikotomi i løbet af 1950’erne..” 

Ifølge Carlton blev et effektivt propagandaapparat iværksat i kølvandet på tragedien i de første dage af august 1945. Fotos af bombningerne blev censureret både af den japanske hær og senere af de amerikanske besættelsesstyrker i Japan, hvilket betød, at meget få blev offentliggjort på begge sider af Stillehavet. Efter besættelsens afslutning i 1950’erne – da japanske bøger, der dokumenterede bombardementerne, begyndte at blive udgivet, og mindemuseerne i Hiroshima og Nagasaki blev grundlagt – fandt kun få fotografier vej fra Japan til USA. Carlton fremhæver, at memes ikke er harmløs underholdning, fordi atombomber er aldrig harmløse. Han skriver: 

“De to bomber, som de amerikanske væbnede styrker kastede over Hiroshima og Nagasaki, skabte en enorm og intens menneskelig lidelse. Barbenheimer-trenden skjuler derfor tragedien i hjertet af “Oppenheimer” og peger på, at få amerikanere nogensinde har konfronteret de enorme ødelæggelser fra atomangrebene fuldt ud. I høj grad skyldes det, at få amerikanere nogensinde har set den virkelighed.”