Skoda er skuffet over Berlingske i kendiskampagne

En række kendte danskere fortæller i et annoncetillæg om, hvad de er rige på i livet, men ikke alle var klar over, hvad de blev interviewet til. Skodas marketingchef kalder forløbet ”superærgerligt”.
Det er første gang, Skoda i Danmark har arbejdet med native indhold. ”Troværdigheden er alfa og omega. Konceptet giver ikke mening, hvis det ikke er troværdigt, og der ikke er en sammenhængende følelse som deltager af, hvad man er med i,” siger marketingchef Niels Pilgaard Hansen til Markedsføring. | Foto: Roman Vondrous/AP/Ritzau Scanpix
Det er første gang, Skoda i Danmark har arbejdet med native indhold. ”Troværdigheden er alfa og omega. Konceptet giver ikke mening, hvis det ikke er troværdigt, og der ikke er en sammenhængende følelse som deltager af, hvad man er med i,” siger marketingchef Niels Pilgaard Hansen til Markedsføring. | Foto: Roman Vondrous/AP/Ritzau Scanpix

Marketingchefen for Skoda i Danmark, Niels Pilgaard Hansen, beklager i et interview med branchemediet Markedsføring den oplevelse, som deltagerne i en såkaldt native kampagne for bilmærket har haft.

Ti kendte mennesker, fra stifteren af partiet Alternativet, Uffe Elbæk, og astrofysiker Anja C. Andersen til blandt andre musiker og forfatter Kristian Leth, har i annoncetillægget, der var med Berlingske og Weekendavisen sidste weekend i oktober, i interview fortalt om, hvad de er rige på i livet.

Efterfølgende har dagbladet Information talt med dem om, hvorvidt de vidste, hvad de deltog i, da de sagde ja til at blive interviewet.

Anja C. Andersen indrømmede ærligt efter at have læst sin mails igen, at ”hun vist ikke kan klandre andre end sig selv”, men at hun fortryder sin deltagelse, mens Kristian Leth sagde til avisen, at da han så tillægget, tænkte han: ”Det ligner jo en Skoda-reklame. Nej, det er jo en Skoda-reklame.”

”Og der, hvor det blev meget, meget grænseoverskridende, var, da jeg så, at annoncerne talte ind i det redaktionelle indhold. Der blev det meget klart for mig, at Skoda var afsender. Og så snart Skoda er afsender, bliver jeg afsender for Skoda – eller deltager i deres budskab. Hvis det var blevet forklaret, havde jeg aldrig sagt ja,” sagde han til Information. 

Første gang med native indhold

Niels Pilgaard Hansen siger til Markedsføring, at ”det er superærgerligt, for det må ikke ske”, og tilføjer, at det fulde ansvar for den mangelfulde information til deltagerne ligger hos Berlingske.

Det er første gang, Skoda i Danmark har arbejdet med native indhold. 

”Troværdigheden er alfa og omega. Konceptet giver ikke mening, hvis det ikke er troværdigt, og der ikke er en sammenhængende følelse som deltager af, hvad man er med i,” siger Niels Pilgaard Hansen til Markedsføring.

Erling Tind Larsen, head of content hos Berlingske Media, påtager sig i en mail til Markedsføring ansvaret for fejlen. Han har også tidligere beklaget i et interview med Information.

Han skriver i mailen, at det er vigtigt for Berlingske Media at understrege, at Skoda ikke er ansvarlig for forløbet og misforståelserne, men at ”vi er stolte af indholdet og derfor også ekstra kede af misforståelserne.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs