Public affairs som felt transformeres i disse år ganske hurtigt på grund af digital teknologi. De nye former for algoritmisk praksis indebærer brug af AI i et hidtil uset omfang og langt ud over det fokus på sociale medier, der hidtil har defineret feltet. 

Alt i alt forventes det, at AI vil give organiserede interesser hurtighed og præcision i både kalkulation og kommunikation. Begge disse kapabiliteter er helt afgørende i kampen om indflydelse mellem organiserede interesser. 

Følgende temaer er væsentlige at følge og undersøge forskningsmæssigt:

En hastig udvikling

Der er behov for at kortlægge den hastige udvikling i digital teknologi i public affairs. 

Nye AI-baserede platforme, f.eks. FiscalNote, Ulobby, Quorum, Muck Rack, Ritzau Monitor, overvåger typisk aktører, lovgivning, emner og issues på tværs af redigerede og sociale medier. Digitalisering af lobbyisme går dog langt videre end dette og omfatter i dag også mobilisering, strategi, forudsigelser og evidens. 

Yderligere er der behov for at kortlægge sammenhængen mellem online og offline praksis.

Trods den heftige udvikling i digital teknologi skal vi næppe vente, at AI ”tager over”. Klassisk, personbåren lobbyisme kan meget vel tænkes at komme i højere kurs i beslutningstagernes forsøg på at navigere gennem en hastigt stigende mængde politisk information.

Algoritmiske praksisformer

Der er behov for at kortlægge, hvordan den dagsordensættende magt udøves i og gennem de nye algoritmiske praksisformer. 

Vi ved, at sociale medier har haft stor indflydelse på, hvordan organiserede interesser sætter en dagsorden og udøver indflydelse på endog meget snævre segmenter blandt politiske beslutningstagere (Figenshou & Fredheim, 2019). 

Vi ved meget lidt om, hvordan nye AI-redskaber former den faktiske indflydelse for de organisationer, der benytter den nye teknologi. Det er forventeligt, at AI, som al anden teknologi, der strukturerer politiske processer, både muliggør og begrænser mulighederne for politisk deltagelse. 

Derfor er der behov for at undersøge præcist, hvordan teknologi muliggør og begrænser organiserede gruppers deltagelse. Med andre ord: Hvilke nye former for AI-praksis kan vi se udvikle sig inden for feltet, generelt såvel som i den enkelte organisation? Hvilke former for AI-praksis vil vi se udvikle sig inden for forskellige typer af organiserede interesser? 

Spændet mellem de ressourcestærke og de ressourcesvage

Der er behov for at undersøge forskelle skabt af AI-lobbyisme mellem ressourcestærke og ressourcesvage organiserede interesser.

Ressourcestærke interesser kan tænkes at have bedre ressourcer til at bruge de nye AI-baserede redskaber til at interessevaretage, hvilket blot vil bidrage til eksisterende demokratiske skævheder. Samtidig kan manglende indsigt i de ressourcestærkes brug af AI bidrage til mytedannelser om deres evne til at påvirke politik. 

Alt i alt er der et stigende behov for at undersøge, hvordan digital teknologi påvirker den politiske position, som ressourcestærke aktører nyder. For de organisationer har måske bedre mulighed for at accelerere brugen af AI-baseret interessevaretagelse. Eller ser vi den præcist modsatte udvikling, hvor privilegerede aktører i stigende grad skal dele adgangen med mange andre eksterne aktører, fordi opmærksomhed er en dyr vare i tidens fragmenterede offentlighed?

I den forstand kan de nye AI-værktøjer måske være en ny form for ”våben” for de ressourcesvage aktører. Forventningerne er dog umiddelbart det modsatte. Selvom priserne på datasæt, værktøjer og algoritmer forventes at falde, vil det sandsynligvis stadig være en meget dyr affære at forfølge en digital strategi i fuld skala og følge med i den hastige digitale innovation.

Demokratiske konsekvenser

Der er et behov for at undersøge de demokratiske konsekvenser af AI-lobbyisme.

Bliver adgangen til beslutningsarenaer vanskeligere for ressourcesvage grupper og dermed endnu mere ulige?

Nogle forskere argumenterer f.eks. for, at der allerede i dag udvikler sig en øget informationsafhængighed mellem lovgivere og de ressourcestærke interesser. Der er grund til at tro, at AI er en af drivkræfterne i denne udvikling, men vi ved ikke, om det faktisk forholder sig sådan. 

Omvendt kan vi også forestille os, at de nye former for algoritmiske praksisser skaber nye mødesteder mellem beslutningstagere og organiserede interesser.

Udviklingen i det liberale demokrati har hidtil medført, at der opstod nye mødesteder mellem organiserede interesser og medier. Fra borgerskabets saloner til parlamentariske forsamlinger, digitale forsamlingshuse på Facebook til livestreamede folkemøder og underskriftsindsamlinger på borgerforslag.dk.

Der er derfor grund til at forvente, at en ny AI-æra i det liberale demokrati vil medføre tilsvarende nyskabelser. 

Men vil disse nye mødesteder være inkluderende eller ekskluderende, elitære eller folkelige?

Ovenstående er en forkortet version af et essay af Peter Aagaard.

Læs den fulde version her.