TV 2-dokumentaren har effektivt newsjacket mediedagsordenen siden sin premiere for blot syv dage siden. Det er der mange gode grunde til. Dels er skjult kamera basalt spændende. Naturligvis er danskerne fascinerede af at være en flue på væggen i underverdenen. Dels peger dokumentaren på et potent og mindst lige så fascinerende efterspil. I seriens dramaturgi er der indskrevet en fremtidens skygge af skæbnesvangre konsekvenser. Seriens intetanende persongalleri lever i lykkelig uvidenhed, men rammes efterfølgende af social udskamning og straf.

Mediestormens DNA

Seriens chokeffekt er, at den sætter et kæmpe spørgsmålstegn ved Danmark som tillidsbaseret samfund. Den udstiller vores godtroenhed som et problem mere end en fælles løsning. Det er en trussel mod det fællesskab, vi har bygget op. Tillidskrisen må og skal derfor tilbagevises af stat, fag og samfund.. Hvad der er dramaturgien og DNA’et i mediestormen efter premieren for blot syv dage siden

Whistleblowerformatets motor

Dokumentarens whistleblowerformat har således en stor “motor” til at fastholde mediedagsordenen i en rum tid efter det sidst sendte afsnit. Selvom dette ikke er en retssag, har serien retssagens logik og konsekvenser. Hvad der er den sikre opskrift på drama og follow-up-historier. Afsløringerne er nemlig så problematiske, at både stat, retsvæsen og private virksomheder må reagere voldsomt og resolut. 

En anden akt af skyld, straf og ansvar

Det giver plads til en anden halvleg, hvor journalister blot kan ringe og følge op på seriens afsløringer og omdømmekonkurser. I denne anden akt “straffer” forskellige institutioner nemlig persongalleriet inden for rammerne af deres magtbeføjelser, fra Hortens fyring af advokatpartneren til Køge Kalles bestyrelsesexitter. Denne strafudmåling er seriens moralske bonusafsnit. Samtidig prøver de afslørede i større eller mindre grad at begrænse og inddæmme omdømmetabet.

Keyser Söze: Girls are players too

At serien som afslørende journalistik har et efterspil med stor mediebevågenhed, er klassisk figur og forløb. Serien har dog en ekstra dimension, som skaber endnu mere fascination og medieomtale. I det afsluttende afsnit rejses der nemlig tvivl om, hvorvidt hovedpersonen afslører eller selv har kastet et magisk slør ud. Som en anden Keyser Söze i filmen “The Usual Suspects” sættes retrospektivt spørgsmålstegn ved, hvem der provokerer hvad og hvem og med hvilket formål. Hverken vi seere, TV 2 eller Mads Brügger ved nu efterfølgende, hvad der er fup eller fakta i historien. Amira er tydeligvis en underrated player, som ikke blot spiller agent provocateur for TV 2, men også er sin egen agent med sin helt egen gameplan. 

En åleruse af en dårlig undskyldning

Advokaten fra Horten skiller sig ud fra andre medskyldige med en offensiv åleruse-reframing af sagens skyld og skam. Omdømme-recovery-platformen er, at han ikke er en skurk, men en undercover good cop, som ville afsløre selskabstømmerne ved at fange kunderne i en åleruse af et ulovligt fakturaspor. Han er også en sort svane på undercover-mission, lyder klagesangen og forsvaret. Et spin og cover, som advokatfirmaet Horten dog på det kraftigste afviser. 

Topadvokatens desperate forsøg på at styre og reframe sit omdømmetab virker kynisk, manipulerende og utroværdigt. Han vil ikke påtage sig skylden og anerkende sit fulde ansvar. Han er tydeligvis villig til at forsvare hvad som helst og hvem som helst for egen vinding. Det er en strategi, som kun gør hans personlige omdømmetab større og mere kategorisk. Han har ikke blot taget nogle dårlige beslutninger i et øjebliks griskhed, men mangler tydeligvis personlig integritet og selvindsigt. En spinvinkel som netop Kforum har dækket grundigt.

Kampen mellem mest og mindst mulig synlighed omkring skyld og skam

Resten af det kulørte persongalleri vælger klogt en mere afdæmpet strategi ved at gøre sig så usynlige som overhovedet muligt. Typisk som reaktivt juristeri og bagataliseringer, der ses af slutteksterne afsnit efter afsnit. Alt sammen så de undgår aktivt selv at pege på deres ugerninger og give nye citater til flere artikler om dem og deres udåd. En usynlighed, som bliver udfordret, hver gang de institutionelle stakeholdere såsom ministre, partier, meningsdannere eller Advokatrådet udtrykker moralsk fordømmelse, iværksætter undersøgelser og på sigt udmønter nye moralske straffe til de skyldige. De kæmper for at skabe mest mulig synlighed og få peget fingre af de skyldige. De har nemlig den stik modsatte interesse af de småkriminelle fra kontoret og vil placere så meget skyld som muligt på dem så tydeligt og voldsomt som muligt. 

Aktør skyld eller struktur skyld

Som i alle andre lovbrud rejser afsløringerne spørgsmålet om strukturskyld eller aktørskyld. Er det blot nogle få kriminelle aktører i et sundt samfund, eller er det selve samfundet, som er usundt og for naivt indrettet? Er Amira skør, eller er vi for skødesløse som samfund? Magtfulde institutioner har en stor interesse i at frame problemet som nogle få rådne æbler i velfærdsstatens ellers ormefrie æblehave.

Mediedagsordenen er derfor fyldt med forsøg på at placere ansvaret privat, alt imens strukturelle skyldsspørgsmål forties. Hvad der ellers kunne være både interessant og vigtigt. For hvad siger topadvokatens ugerninger om den manglende compliance i Horten på trods af Danske Banks kontonedlukning? Hvad siger Køge Kalles ugerninger og jordforurening om byggeriet i al almindelighed og Køge Kommunes politiske klasse? Ja, hvad siger serien om et samfund, som belønner og tolererer grådighed i uhørt stor grad som iværksætteriets skyggeside?

Selvjustitsen er en hjælp til selvhjælp

Institutioner har typisk et vigtigt procesmål, når krisen rammer. De vil gerne udføre selvjustits, fordi så kan de selv styre retssagen, skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Med konkursadvokat Dyhrs ord: Når det gælder omdømmekriser og kollaps, er enhver institution biased mod “egenbegæring” frem for “statsadvokatens indgriben”. De vil gerne i fred og ro rydde op i deres eget beskidte undertøj uden nogen nysgerrige øjne eller krav. Hvad man jo godt kan forstå, og det er netop, hvad vi ser lige nu i mediestormen. De involverede institutioner kæmper for at bevise, at de selv kan rydde op.

Serien er et spejl for mediernes egne værdier og dagsordner

Parallelt med selve sagens mediecirkus og “oprydningen” er dækningen også et spejl og bevis for forskellige medier og meningsdannere. “Den sorte svane” er en projektion af et verdensbillede og værdisæt. Venstrefløjen ser det som bevis på, at økonomisk kriminalitet er beskyttet i kapitalismen, mens højrefløjen omvendt ser beviset på, hvordan indvandrere og kriminelle beskyttes af samfundets tossegode regler, der ødelægger fællesskabet. 

Er det historien om indvandrerkriminalitet eller elitens utæmmede griskhed?

Information ser dem som et eksempel på de store dagsordner som anti-griskhed, anti-elite og anti-kapitalisme, mens Berlingske med en lov og ret-dagsorden ser det som de fattiges amoralisme. De kriminelle erhvervsfolk og jurister er blot nogle få rådne æbler, og her er der intet strukturelt galt med hverken erhvervslivet eller advokatbranchen som sådan. Løsningen er strenge straffe og flere regler fra den stærke stat rettet mod de onde fattige.

Politiken vælger at se serien som et kunstværk og et bevis for en utæmmet griskhed på tværs af klasser. Her genfindes ikke Informations systemiske kritik af kapitalismen, men blot et moderat krav om regulering og lovindgreb. Endelig har B.T. og Ekstra Bladet traditionen tro fokus på de syv dødssynder set igennem serien. Her svælges i udskamningen og sagens kulørte kriminelle detaljer, som afsløring af nye rockerrelationer. 

DR har usportsligt og barnligt forholdt sig relativt tavst til TV 2-seriens succes, fordi de ser den som en irriterende sejr for ærkerivalen mere end en vigtig samfundsdebat. Her er serien underbelyst af ond vilje. Endelig har der været den journalistfaglige diskussion i et podcastnichemedie, som har handlet om brugen af skjult kamera og agent provocateurs. Hvad der har aktiveret en faglig diskussion om pligt, skyld og risiko, når man arbejder med whistleblowere.

For hvem har i sidste instans ansvaret for hovedpersonens sikkerhed og sikkerhed for hovedpersonens amoralske uansvarlighed? Er serien Amiras selviscenesatte livsforsikring eller hendes idealistiske forsøg på at rense sig selv og samfundet for en moralsk deroute og smittende kriminalitet? Eller begge dele på samme tid – eller ingen af delene? Ethvert muligt svar bliver i dokumentaren blot besvaret med et nyt spørgsmål. Alt kan fortolkes i alle retninger – derfor denne dækning af dækningen. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.