Da Target blev et anti-woke target

The Pride-brand backlash fik den store indkøbskæde Target for alvor at føle. For få dage siden blev deres afdeling med regnbuefarvede produkter målet for en rasende onlineshitstorm, de fik vandaliseret flere butikker, og der har endda været trusler rettet mod deres ansatte. Target har efterfølgende måttet fjerne Pride-tematiseret merchandise fra flere butikker.

Indtil nu er vi forskånet for den slags i Danmark. Ikke mindst fordi den store Pride-parade i København først er i august, og det er først der, Pride-markedsføringen går i gang med regnbuefarvede kopper og andet godt. Men der er nu alligevel grund til at holde øje med, hvad der foregår i USA. For den amerikanske kulturkrig har det med at rejse overordentlig hurtigt over Atlanten og sprede sig til Danmark. 

Anti-LGBT+-bevægelsen vokser i USA

Angrebene på forretninger som Targets Pride-merchandise sker ikke i et vakuum. Den amerikanske højrefløj, både yderfløjen i Det Republikanske Parti og den store klasse af debattører, youtubere, tiktokere og podcastværter, har det seneste år udråbt LGBT+-personer, særligt transpersoner, til samfundsfjende nummer ét. 

Under sloganer om at “beskytte børn” er der blandt andet indført forbud mod dragshows, forbud mod undervisning og litteratur om homoseksuelle – “Don’t say gay”-lovgivningen, ligesom flere stater planlægger at forbyde eller allerede har forbudt medicinsk behandling af transkønnede. Enkelte stater, som Texas, har sat sine sociale myndigheder til at forsøge at tvangsfjerne transkønnede børn fra deres familier.

Ron DeSantis har LGBT-minus som sin vigtigste dagsorden

Særligt investeret i denne dagsorden er den republikanske præsidentkandidat Ron DeSantis, som ifølge Human Rights Watch har rekord i anti-LGBT-lovgivning. I Florida arbejder han både på forbud mod dragshows, forbud mod medicinsk behandling af transpersoner og forbud mod LGBT+-emner i skolerne. Sidstnævnte har bragt ham i konflikt med Disney-koncernen og har resulteret i en retssag, hvori Disney anklager Ron DeSantis for at bruge statens magt til at chikanere dem og ødelægge deres forretning. Det hele dækkes som regel ind under parolen “traditionelle familieværdier”, og at man “beskytter børns uskyldighed”, og denne branding virker tilsyneladende i danske medier, der i deres dækning af DeSantis generelt præsenterer ham som en med “konservative familieværdier” uden at forklare nærmere, hvad det som regel er kode for. Kampen kæmpes kulturelt og juridisk. Det sætter spor i lovgivningsarbejdet. Effekten af denne påståede “beskyttelse af børnene” er i hvert fald, at der lige nu er omkring 500 stykker lovgivning, der enten er godkendt eller på vej til at blive det, hvilke er målrettet diskrimination mod LGBT+-personer. Og de er blevet fremlagt inden for de seneste par år.

Efter i årevis at have opnået større synlighed og kulturel styrke er der nu et alvorligt angreb på amerikanske LGBT+-rettigheder, endda i en sådan grad, at organisationen Human Rights Campaign har erklæret et “state of emergency” for LGBT+-personer i USA for første gang i organisationens 40-årige historie. 

Det er på dette bagtæppe af kulturkrig, at de nuværende angreb på brands og virksomheder, der deler regnbueflag på sociale medier eller sælger Pride-produkter, foregår.

Mød den teokratiske fascist og anti-woke Walsh

En af frontløberne for angrebet er den amerikanske konservative debattør og podcastvært Matt Walsh – der (måske ironisk?) kalder sig “teokratisk fascist” på Twitter. Han har selv formidlet strategien, der startede med et frontalangreb på ølproducenten Anheuser Busch, sådan her i et tweet fra april:

Anti-woke er mange ting

USA’s højreradikale debattørkorps, som Walsh er en del af, er ikke alene imod LGBT+-rettigheder. Under paraplyen “anti-woke” opponerer de imod f.eks. historieundervisning i skoler, der tager livtag med racisme og ligestillingsinitiativer for kvinder og minoriteter. En anden dagsorden, de ofte tager op, er repræsentation af minoriteter i film, tv, spil og anden populærkultur. F.eks. ses castingen af en sort skuespillerinde i remaket af “Den lille havfrue” som en del af en “woke dagsorden”, og der opfordres til boykot og såkaldt “review bombing” af filmen fra samme kant.

Debattører som Walsh lever desuden af at skabe indhold på sociale medier, som YouTube, SubStack, Twitch, Twitter og andre platforme, hvor de ofte enten får sponsorater eller direkte støtte fra deres seere. De har brug for nyt indhold hver dag, og helst indhold, der forarger for at bryde igennem algoritmens og opmærksomhedsøkonomiens lydmure.

Kulturkrigen er effektiv mobilisering for den amerikanske højrefløj

At føre kulturkrigen over på mainstream underholdning er en populær politisk taktik, fordi indholdet er endeløst; der er altid en ny film, et spil, en TV-serie, en tegneserie eller et produkt, der formaster sig til at indeholde eller være markedsført til et bredere befolkningsudsnit end folk som Matt Walsh’ fanbase, der primært består af hvide, konservative mænd, og dermed kan kastes på forargelsesmøllen.

Denne strategi blev afprøvet helt tilbage under valget af Trump af den daværende skribent for det højreradikale medie Breitbart Milo Yiannopoulos, der så potentiale i at mobilisere særligt unge hvide mænd i fankulturer, der ikke brød sig om forandringer og – GYS! – repræsentation af kvinder, queers og brune mennesker i deres computerspil, film og tegneserier.

Når virksomheder som Target, der har fysiske butikker, begynder at blive mål for denne del af kulturkrigen, giver det også rige muligheder for chikane af Lego-medarbejdere, der har Pride-T-shirts på, eller at smadre regnbuefarvet merchandise, mens man livestreamer det til sit publikum. 

Udover hærværket har der været flere voldelige konfrontationer fra disse voldelige, anti-woke-grupper, senest foran en skole i Los Angeles i forbindelse med en begivenhed, hvor der ville blive læst en bog op om forskellige familietyper, inklusive LGBT+-familier. En stor gruppe demonstranter, mange med T-shirts med sloganet “Leave our kids alone”, angreb og chikanerede folk fra skolen og moddemonstranter.

Den fascistiske og voldsparate terrorgruppe Proud Boys, hvis leder netop er blevet dømt for medvirken til angrebet på den amerikanske kongres 6. januar, har også gjort det til en vane at afpatruljere Pride- og dragevents med våben og forsøge at skabe voldelige konfrontationer med deltagerne.

Når man vil beskytte sine medarbejder mere end LGBT+

Target begrunder da også fjernelsen af Pride-merchandise fra deres forretninger med, at det er usikkert for deres medarbejdere. Det er en forståelig, omend kortsigtet reaktion at stikke hovedet i busken som virksomhed for at beskytte sine ansatte (og sit brand) mod kontroverser.

Problemet er bare, at en sådan indrømmelse, udover at vise Targets egne LGBT+-ansatte, at man ikke står på mål for dem, reelt giver anti-LGBT-bevægelsen momentum til at lave endnu flere af denne slags stunts. Til at angribe flere af både Targets og andre brands butikker, ansatte og sociale medier. Hvis strategien med at intimidere brands fra at vaje med regnbueflaget virker ét sted, så giver det et stærkt incitament til at blive afprøvet mod andre, som denne antidemokratiske bevægelse kommer i konflikt med. Som den sorte og lesbiske feminist og aktivist Audre Lorde skrev, beskytter vores tavshed os ikke. Tavsheden er et implicit tilsagn. 

Ja ja, men det her er jo Danmark…

Tænker de fleste nok, og det er helt korrekt, at der er alt for store forskelle mellem situationen i USA og Danmark, til at man kan forvente, at noget lignende vil ske her. Og alligevel har vi i de seneste par år set, hvordan den amerikanske kulturkrigs emner og taktikker med stigende hast bliver kopieret af reaktionære kræfter i Danmark. Tænk blot på Onkel Reje-kontroversen, som har klar inspiration i den amerikanske kulturkrig. 

Den yderste højrefløj i form af grupper som Generation Identitær, Patrioterne går Live, Nordfront og Stram Kurs har ligesom den amerikanske yderste højrefløj i stigende grad skiftet fokus fra primært at angribe muslimer til nu også at dæmonisere LGBT+-personer, særligt transpersoner, og tale om “grooming og indoktrinering” af børn.

Den danske konspirationsteoretiske bevægelse har på samme måde, igen stærkt inspireret af den amerikanske QAnon-bevægelse, også kastet sig over dragqueen-arrangementer for børn og senest anklager om satanisme og pædofili mod den populære danske børne-TV-vært Onkel Reje.

Adskillige folketingspolitikere har da heller ikke holdt sig for gode til at veje ind i kulturkrigen, hvad end det drejer sig om kagepersoner, juridisk kønsskifte til børn, “woke” firma, der skifter navne på deres produkter, eller det passende/upassende i at tage sine børn med til et dragshow.

Flere danske medier har da også set fidusen og jagter og trykker til skræk og advarsel historier om virksomheder, der kommer i shitstorms og mister penge, når de formaster sig til at opdatere deres produkter eller støtte forskellige minoritetsgrupper i deres markedsføring, som vi f.eks. har set med historier om navneforandring på eskimois fra Hansen Is, kageperson-gate fra Lagkagehuset eller Føtex, der fjerner en T-shirt efter en kritik på Twitter. 

Udskamningen af krænkelseskulturen

Fælles for disse historier er selvfølgelig en fortælling om en “krænkelseskultur” eller “wokeisme”, der er gået amok, og virksomheder, der i frygt lader sig styre af denne dagsorden. At disse historier ofte er fejlagtigt fremstillet eller pure opspind, stopper dem ikke fra at gå viralt, efter de er trykt i medierne.

For et par år siden var det en aparte ting at stille sig op og brokke sig over regnbueflag og Pride. Selv den yderste højrefløj i form af Stram Kurs holdt Prides på Nørrebro med det formål at bruge det til at slå muslimer oven i hovedet med. 

Men tiderne skifter: Mon ikke også vi kommer til at se endnu flere forargede posts om regnbuefarvede bamser og firmalogoer i år? Lever man af at skabe omtale og relevans, lader man sjældent en chance for en god shitstorm og moralske panik passere. 

Stå fast – eller ton rent flag

Det har længe været en joke i LGBT+-miljøet, at virksomheder opportunistisk ændrer logoet til et regnbueflag i juni for at tjene penge og er ligeglade med LGBT+-minoriteter resten af året. Så meget, at memes med “virksomheder når det ikke længere er Pride-måned” har sin helt egen artikel på hjemmesiden “Know Your Meme”

Under internetvittighederne ligger der mere alvorlig kritik af virksomheder for såkaldt “pinkwashing” eller “pridewashing”, at smykke sig med et progressivt, LGBT+-venligt image under Pride-måneden for at sælge produkter, score PR-point eller skjule andre dagsordener, uden reelt at gøre noget for egne LGBT+-ansatte eller støtte f.eks. arbejdet for bedre rettigheder for homoseksuelle, bi- og transpersoner resten af året. Hvorvidt den synlighed, brands giver, har en værdi i sig selv for accept af minoriteter, er en tilbagevendende diskussion, der også har foregået her på Kforum.

Men en ting er helt sikkert. Det har en decideret undergravende effekt på kampen for LGBT+-personers rettigheder, når brands sætter en regnbue i logoet for derefter straks at fjerne den igen, når man møder modstand fra organiserede anti-LGBT+-kræfter, som man f.eks. så det amerikanske luftvåben gøre.

Som journalisten Erin Reid, der dækker særligt de juridiske angreb på transpersoners rettigheder i USA, skriver:

“The retreat of corporations from supporting the LGBTQ+ community, caving to anti-LGBTQ+ pressures, does more than fail to assist the community they professed to support when adversaries looked away. It actively damages the community by feeding a narrative that suggests LGBTQ+ individuals are not worth protecting.”

Derfor er mit råd til danske virksomheder og organisationer, der ønsker at støtte op om, brande sig på eller på anden måde tale ind i Pride i år: I skal være klar til, at det ikke bliver en gratis omgang. Så det er nu, I har mulighed for at vise, om støtten rent faktisk har betydet noget alle de år, hvor det var smart. Og om I rent faktisk har jeres LGBT+-ansattes ryg, når Pride ikke længere er glimmer og konfetti.

Mit råd er simpelt: Lad være med at undskylde for at gøre ting, I tror på. Lad være med at påstå, I tror på ting, I ikke er parate til at stå fast på.

Vi har set det tidligere med brands, der først har bøjet sig den ene vej og så den anden og omgjort beslutninger efter shitstorms, og det er ikke noget godt look, ligesom det åbner op for en ide om, at alt, inklusive holdninger til basal respekt for andre, er til forhandling, bare folk er sure nok på sociale medier.

Så hvis danske virksomheder og brands skal lære noget af, hvad der lige p.t. sker i USA, er det nok, at pinkwashing-dagene er ovre, og at man, inden man skriver “love is love” og kommer regnbuer i sit logo til august eller endda går på gaden til Priden, skal overveje, om man er klar til at stå fast, også når modvinden og kritikken kommer.

Hvis ikke, så er det måske bedst at tone rent flag med det samme. Men hvis man har, så kan man med fordel lade sig inspirere af den måde f.eks. DSB mødte homofobiske kommentarer på deres sociale medier og vise, at Pride-flaget ikke bare er en opportunistisk handling, men en reel kerneværdi hos ens organisation og virksomhed, som man er klar til at stå på mål for! Regnbuen står altid klarest i regnvejr.