Ansættelsen af Simon Richard Nielsen som ny chefredaktør på B.T. ligner endnu en u-vending for den gamle tabloidavis, der mildest talt lever et omtumlet liv. 

Fra historisk at havde været den lidt mildere formiddagsavis, skulle B.T. være et sundhedsmedie med hang til anmeldelse af fladskærme. Så skulle den slå Ekstra Bladet af pinden som den aggressive lille mands tabloid- og tablet-avis. 

Krydret med kendis-stof og clickbaiting af bibelske dimensioner. 

Det lykkedes faktisk overraskende godt. I hvert fald målt på klik. Man overhalede Ekstra Bladet online, men så kom hele MeToo balladen, der resulterede i fyringen af Michael Dyrby og rejste alvorlig intern kritik af udgiver Anders Krab-Johansens ledelsesstil. 

Efter flere relanceringer, lukning af papir-avisen og fyring af chefredaktør Pernille Holbøll, er det nu fjerde chefredaktør på under to år, økonomuddannede Simon Richard Nielsen, der skal stå i spidsen for skrantende B.T. 

Smager af pressefolder og højborgerlighed

Simon Nielsen kommer fra mediet Euroinvestor, der af årsager, som kun Anders Krab, forstår, er fusioneret med B.T. 

Navnet Euroinvestor smager af pressefolder og højborgerlighed, så derfor giver det også mening, at Nielsen adspurgt om, hvordan han vil generobre positionen som det største digitale nyhedsmedie, svarer, at “det skal ligesom stå klart for danskerne, at B.T er et ægte tabloidt, borgerligt medie”.

Derved tilslutter B.T. sig tendensen i resten af Berlingske Media, der over de seneste år har gennemgået en ideologisk revitalisering. 

Berlingske førte an i totalitarismekritikken mod Mette Frederiksen

Flagskibet Berlingske førte under coronakrisen an i totalitarismekritikken mod Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der både blev sammenlignet med Hitler og Putin. 

Avisen krævede, at minkskandalen skulle få retslige konsekvenser for Mette Frederiksen ved at kræve en advokatundersøgelse, som er det indledende led i en rigsretssag. 

Chefredaktør Tom Jensen udgiver et “Borgerlingske” nyhedsbrev, hvor han bl.a. advarer om, at færre skyderier på Christiania kan medføre lugtgener i form af hashrøg i de københavnske velhaverkvarterer. 

Både Maude Varnæs’ ånd og proportionssans lever videre på den gamle Tante. 

Det første skatteyderbetalte “hater”-program

Også Radio Loud oplevede ved mødet med Berlingske Media og omdøbelsen/gravrøveriet til 24Syv en ideologisk opblomstring. 

Ind kom hårdtslående signaturprogrammer som “Mette og Magten”, det første offentligt finansierede “hater”-program mod en siddende politiker. Senere kom Blåt Bælte, der leverer true pure blue borgerlig nyhedsjournalistik. 

Vi har Jyllands-Posten, Berlingske, Weekendavisen, 24syv og på en god dag TV 2. Læg dertil lokal- og netmedier i stort omfang. De gør alle et fremragende arbejde, men hvor mange borgerlige stemmer kan medielandskabet egentlig bære?

Vedkender og praktiserer sit ideologiske ståsted

Men er rønnebærrene ikke bare sure, vil mange sikkert spørge landets eneste socialdemokratiske chefredaktør. Ingenlunde. Desto flere medier der åbent vedkender sig og praktiserer deres ideologiske ståsted, desto nemmere bliver det for Netavisen Pio at gøre det samme. 

Lidt polemisk kan man sige, at Netavisen Pio har vist sig som firstmover, for flere og flere medier og journalister vedkender sig, at deres ideologiske udgangspunkt påvirker både vinkling og udvalg af historier. 

Som forhenværende chefredaktør på Ekstra Bladet og nuværende DF-kampagnechef Asger Juhl siger: ”Jeg stemmer borgerligt, og det har selvfølgelig en indflydelse på den journalistik, jeg laver.”

Dyb passion eller guldgrube?

Så hvad er det, der sker? 

Chefen for Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, må enten have en dyb passion for borgerlig journalistik, eller også ser han en guldgrube i denne form for branding. Eller måske begge dele?

Måske er konklusionen den, at i en verden, hvor nyheder nærmest er blevet gratis, er det dem med en stærk identitet, som kan lokke betalende læsere. Vi vil ikke kun oplyses, men også bekræftes og vide, hvad vi skal mene. 

Lige i B.T.s tilfælde kan det dog ligne en underlig tilgang. Som gratismedie lever B.T. af annonceindtægter og de sociale mediers nåde. Her ville det være mere intuitivt at få så mange besøgende som muligt uden at skræmme venstreorienterede læsere væk. 

Men tendensen er klar og spejles på den anden fløj, hvor Politiken siden Tøger Seidenfadens tid har haft en klar aktivistisk profil som “viewspaper”. Dagbladet Information har de seneste år brandet sig som Danmarks klimaavis. 

Nej, det ender ikke i amerikanske tilstande

USA fremhæves altid, og også med god grund, som skræmmeeksempel på politiseret skodjournalistik, der med løgne og konspirationsteorier radikaliserer vælgerne. At amerikanske medier også producerer verdens bedste journalistik, nævnes sjældent. 

Så før vi går i panik over den forestående danske Fox News-model, hvor medierne er så polariserede, at man næsten kan få et stød af at skifte kanal, så husk: Danmark deler slet ikke USA’s voldelige og kaotiske politiske kultur. 

Men det er værd at erindre faldgruberne. Ideologiske medier har i Danmark medvirket til demokratisk og folkelig mobilisering, som vi så med partipressen i starten af det 20. århundrede. Men som USA viser, kan effekten også blive polarisering og splittelse, hvilket man godt kunne fornemme ansatsen til under coronakrisen og minkskandalen. 

At vi i Danmark bevæger os et skridt tilbage mod de gamle partiaviser, er måske ikke en katastrofe. For måske er det ikke selve journalistikken, der forandrer sig, men blot mediehusenes selvopfattelse.

De fleste borgere har en god kritisk sans

Fremtiden byder næppe på propagandaorganer, der fodrer deres radikaliserede tilhængere med partiskabte factoids, mens udtjente TV-værter giver sponsorerede interviews, der minder om journalistikkens udgave af en billig lapdance. 

Faktisk er det sådan, at de fleste borgere heldigvis har en god kritisk sans. Et højt uddannelsesniveau, kulturel sammenhængskraft og en konstruktiv politisk diskussion er det bedste forsvar mod ikke bare dårlig journalistik, men også falske nyheder og russiske påvirkningsagenter. 

De fleste doktrinære ideologer har ikke evnen til at skrive spændende tekster, selv hvis det gjaldt livet, så der er ingen risiko for, at de vil overtage markedet fra de etablerede medier foreløbig. 

I hvert fald ikke så længe medierne i rollen som den fjerde statsmagt kan sikre sig finansiel støtte fra de tre andre statsmagter. God journalistik har en pris.