jk jk fd fd jkl fds jllæ fdsa ftg juh jk fd ls æa

Jeg øver bindskift. Jeg øvre blindskergt. Jeg øver blindskrift, og når jeg mestrer blindskrift, vil ordene på magisk vis flyde fra min hjrene til mn skræm - (slet, slet, slet, slet) - min skærm.

Jeg øver blindskrift, fordi jeg for nylig læste en klumme på Kforum, hvor Anders Haahr forklarede, at blindskrift er en undervurderet metode, der styrker kreativiteten og effektiviteten for alle, der arbejder med at skrive.

Jeg jager altid det ledige standpunkt, så jeg startede en debat på Facebook, hvor jeg advarede folk mod at tage kurser i blindskrift. Og jeg fik øjeblikkeligt halvdelen af mine venner på nakken. Dem, der kan blindskrift. 

De mente alle, grebet af stemningen, at det var den bedste tidsinvestering, de nogensinde havde foretaget.

Efter at have hørt så meget om blindskriftens velsignelser har jeg besluttet mig for at lære det, så jeg kan få be- eller afkræftet min fordom, som kort fortalt lyder:

Blindskrift ændrer din tilgang til skriveprocessen på flere måder – og nogle af dem er negative.

Skriver hurtigt, sletter hurtigt

Jeg har ofte undret mig over forholdet mellem tastehastighed og effektivitet.

Jeg skriver selv pænt hurtigt – med tre-fire fingre – men jo intet i sammenligning med en ferm blindskriver, som sender haglbyger af bogstaver afsted i en stadig strøm, der nogle gange har både irriteret og intimideret mig, når jeg delte kontor med en speedwriter.

”Hvad fanden er det, han skriver? Nu har han da snart skrevet hele telefonbogen af? Hold nu op, hun har meget på hjerte i dag! Med den fart kan hun da tage fri kl. 14,” er bare et lille udpluk af de tanker, der er faret gennem mit hoved, mens jeg selv med en rådvild, svævende pegefinger forsøgte at finde ”ø”.

For det lyder, som om det går meget, meget stærkt.

Efter en tid gik det op for mig, at jeg blev mindst lige så hurtigt færdig med mine artikler som dem, der tastede tre gange så hurtigt. Kvalitet er subjektivt. Men jeg var også bedst.

Det undrede mig, så jeg listede mig med mellemrum til at kigge over skuldrene på en blindskriver. Og så gik det op for mig, at de hurtige tastere arbejdede helt anderledes end jeg. Dels på grund af skrivehastigheden, dels fordi de så på skærmen i stedet for tastaturet.

De skrev hurtigt. Men de slettede næsten endnu hurtigere – og uafbrudt. Ordene væltede ud på skærmen og forsvandt så igen med samme fart. Slåfejl blev rettet øjeblikkeligt. Ord blev udskiftet med synonymer. Halvfærdige sætninger blev kastet ind – og slettet igen.

På computerens vilkår

Det er en skriveproces, som er faciliteret af computeren, men først bliver fuldendt med blindskrivning: Rollerne som skribent, læser og redaktør er smeltet sammen. I det splitsekund et ord er skrevet, bliver det læst og vurderet, og fingrene er i gang med at rette, endnu før sætningen er skrevet til ende.

I gamle dage brugte selv de mest produktive forfattere og journalister en fjerpen – og senere en skrivemaskine. Verdenslitteraturens største værker er skabt på denne primitive facon. Ganske vist holdt Dickens og Blixen også dengang øjnene rettet mod papiret, men mediet var i sig selv modstander af rettelser. Et ord nedfældet på papir har en helt anden tyngde, end det har som pixels på en skærm. Det er besværligt at rette ting, man skriver på papir. Man tænker sig om en ekstra gang og sætter skrivehastigheden efter det.

Når man bruger en computer, er det let at rette. Så hvorfor ikke skrive løs. Særligt når man kan skrive meget, meget hurtigt. Hvis man sætter hundrede blindskrivere foran hver sin computer, så vil mindst én af dem have slettet Shakespeares samlede værker inden fyraften.

Når jeg skriver, ser jeg på tastaturet. For ellers kan jeg ikke ramme de rigtige bogstaver. Typisk skriver jeg en sætning eller to, før jeg ser på skærmen. Jeg skriver nogenlunde i det tempo, jeg tænker. Så det er sjældent, at mine fingre løber af med mig. Når jeg ser på skærmen, forvandles jeg til læser. Jeg læser alt det, jeg har skrevet, siden jeg sidst så op. Først derefter bliver jeg redaktør og foretager de rettelser, der er nødvendige.

Det er en meget effektiv måde at skrive på.

Kan jeg bevare den tilgang, når jeg nu lærer blindskrift?

Vil jeg begynde at skrive så hurtigt, at jeg skal rette langt mere? Vil jeg forvirre mig selv ved at se på skærmen og være skribent, læser og redaktør på samme tid?

Den næstbedste guitarist i Paris før anden verdenskrig

Anders Haahr har den ret sparsomme forskning på sin side, når han argumenterer for, at flere bør lære sig blindskrift.

Han omtaler blandt andet en hollandsk undersøgelse, hvor skolebørn blev inddelt i to grupper – den ene gruppe lærte blindskrift, den anden ikke. Blindskriverne blev hurtigere til at taste, og de blev også bedre til at skrive kreativt, stavede bedre mv.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad kontrolgruppen lavede, mens de andre lærte blindskrift.

For der er ingen tvivl om, at man bliver bedre til at skrive, hvis man skriver. Og hvis man ovenikøbet får en succesoplevelse ved at kunne skrive hurtigere end sine kammerater, så giver det ekstra lyst til at skrive. Der er heller ingen tvivl om, at en vis skrivehastighed er nødvendig for en professionel skribent – præcis som en vis fingerfærdighed er nødvendig for en guitarist.

Django Reinhardt er den måske mest beundrede og efterlignede improviserende guitarist i musikhistorien. Hans venstre hånd var forkrøblet efter en brandulykke, så han spillede stort set kun med pege- og langfingeren på guitarens gribebræt. Det betød, at han var tvunget til at tænke i nye mønstre og løb, som fremstod dybt originale og musikalske.

Hans ven og rival Baro Ferret – den næstbedste guitarist i Paris før anden verdenskrig – lagde til sidst guitaren helt på hylden. Som han, ifølge legenden, sagde (frit efter min hukommelse): ”Det var ikke Djangos teknik, jeg ikke kunne matche – det var hans ideer”.

Når Django kunne nøjes med to fingre...

Nå. Tilbage til øvninene. øvningen. Øvningen. Jeg vender tilbage med en update, når jeg er kan skrive den i binde. Ahrr fcuk!