Nyt studie tegner ”bemærkelsesværdig ensartethed” i diplomaters kommunikation

Undersøgelsen har konsekvenser for forståelsen af diplomati og sociale medier i global politik, lyder det fra Københavns Universitet.
Forskere fra Københavns Universitet har analyseret datasæt med knap 60.000 billeder fra tweets på X delt af over tusind forskellige ambassadører verden over. | Foto: Rick Rycroft/AP/Ritzau Scanpix
Forskere fra Københavns Universitet har analyseret datasæt med knap 60.000 billeder fra tweets på X delt af over tusind forskellige ambassadører verden over. | Foto: Rick Rycroft/AP/Ritzau Scanpix

Imens mange forsøger at skille sig ud på sociale medier, viser verdens diplomater sig frem med ”udtalt uniformitet og gentagelse”.

Det skriver Københavns Universitet (KU) i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie

Fire forskere har analyseret datasæt med knap 60.000 billeder fra tweets på X delt af over tusind forskellige ambassadører verden over. Ifølge studiet fremstiller diplomaternes billeder en ”harmonisk udgave af situationer, hvor internationale konflikter omhyggeligt skjules”.

Sådan lyder det fra Anna Helene Kvist Møller, ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Center for Social Data Science på KU.

”Gentagelsen af de samme harmoniske scener, præget af en vestlig æstetik, kommunikeres i fortællingen om et fælles ’vi’ – en fortælling, der også handler om autoritet og status,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Fremhæver det samme

Rebecca Adler-Nissen, professor og forskningsleder ved KU, forklarer, at det er ”slående, at diplomater verden over viser billeder med det samme smalle repertoire, hvad enten de bliver delt fra Senegal eller Vietnam”.

”96 pct. af alle billederne viser de samme få kategorier, som mødeborde, håndtryk og flag. Modsat hvad eksisterende forskning forventede, udtrykker de idealer om harmoni og internationalt samarbejde og skjuler underliggende konflikter,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Ifølge forskerne har undersøgelsen konsekvenser for forståelsen af diplomati og sociale medier i global politik.

”Først og fremmest er det vigtigt at huske, at de mønstre, som vi identificerer på X, ikke er et udtryk for, at verdens diplomater er ens. Men vores kortlægning viser, at ambassadører over hele verden vælger at fremhæve de samme sider af deres profession i omhyggeligt kuraterede billeder,” lyder det fra Yevgeniy Golovchenko, adjunkt, i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også