Kommunikationschef Anette Claudi stopper i HK Privat efter gensidig aftale. Det skriver HK Privat i en pressemeddelelse.
Ifølge pressemeddelelsen kan hverken kommunikationschef Anette Claudi eller HK Privat se mulighederne for, at hun forsætter i sin stilling, da tilliden mellem hende og medarbejderne er brudt. Hun er blevet tilbudt en ny stilling i HK Privat, som hun har takket nej til. Parterne har derfor indgået en gensidig aftale om, at Anette Claudi stopper i HK.
”Jeg har ikke fået en eneste henvendelse fra en tillidsrepræsentant, medarbejder eller chef om, at der skulle være problemer med arbejdsmiljøet i min afdeling. Jeg handler på problemer, jeg kender, men kan ikke handle på problemer, jeg ikke har kendskab til. Og når en sådan situation så pludseligt blusser op med beskyldninger, jeg ikke kan genkende, må jeg erkende, at min tillid til medarbejderne er væk, og jeg kan derfor ikke fortsætte som chef i afdelingen,” siger Anette Claudi.
Formand forsvarer Anette Claudi
”Anonyme medarbejdere i HK Huset har desværre i flere medier tegnet et billede af Anette Claudi som leder, som jeg på ingen måde kan genkende. Tværtimod står hun med en særdeles god APV, ikke mindst når der måles på ledelse og trivsel – langt over gennemsnittet i HK. Derudover ligger der referater fra de seneste medarbejderudviklingssamtaler, der på ingen måde antyder, at der skulle være udfordringer i afdelingen, tværtimod.”
”Der er ulykkeligvis sket en række fejl i håndteringen af den sag i HK, som utilsigtet har medvirket til at eskalere denne konflikt. Det beklager jeg, og det er vigtigt for mig at understrege, at Anette Claudi er uforskyldt i disse fejl,” siger Simon Tøgern.
”For fem eller ti år siden kunne en magtsyg chef i højere grad slippe afsted med det meste, men nu har både medarbejderne og omverdenen stort fokus på usunde magtstrukturer, og det skal alle organisationer have for øje," har Mads Byder, stifter af Help PR, sagt til Kforum.
Anette Claudi fratræder sin stilling med det samme. Hun har været kommunikationschef i HK Privat i seks år.