#HillaryBarbie-shitstorm: Hillary Clinton får kritik for at være "cringe" og "hyklerisk"

I denne uge røg Hillary Clinton ind i en shitstorm, der både vækker minder, men også modstandere fra præsidentvalget i 2016.
#HillaryBarbie trendede på Reddit og TikTok, og blandt de 5000 kommentarer på Clintons Instagram var kritikken ikke til at overse, skriver Katrine K. Pedersen i sin analyse af Hilarys shitstorm på sociale medier. | Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix
#HillaryBarbie trendede på Reddit og TikTok, og blandt de 5000 kommentarer på Clintons Instagram var kritikken ikke til at overse, skriver Katrine K. Pedersen i sin analyse af Hilarys shitstorm på sociale medier. | Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix
AF KATRINE K. PEDERSEN, EKSPERT I DIGITAL KULTUR, FORFATTER TIL EN RÆKKE BØGER OM EMNET, PODCASTVÆRT OG UNDERVISER

24. januar tilsuttede Hillary Clinton sig Barbie-koret af kritikere over årets Oscar-nomineringer, fordi Ken (Ryan Gosling) havde fået en Oscar-nominering, men det havde hverken Barbie (Margot Robbie) eller instruktør Greta Gerwig: 

”Greta & Margot, While it can sting to win the box office but not take home the gold, your millions of fans love you. You’re both so much more than Kenough. #HillaryBarbie.” 

Kort tid efter gik internettet amok, og Hillary Clinton blev kritiseret for at være både cringe og hyklerisk.

Clintons tweet blev delt 25.000 gange den første dag, og hashtagget #HillaryBarbie trendede på Reddit og TikTok, og blandt de 5000 kommentarer på Clintons Instagram var kritikken ikke til at overse. 

Handlede tweetet om hende selv?

Nogle fandt det pinligt og unødvendigt, at Clinton sammenlignede med sit eget nederlag i 2016, andre kritiserede hende for ikke at anerkende, at Lily Gladstone skrev historie som den første indfødte amerikanske kvinde, der blev nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for sin hovedrolle i Martin Scorseses ”Killers of the Flower Moon.” 

Og kritikken fra 2016, der delte vandene mellem Clinton og unge feminister, blussede op. I 2016 gjorde Hillary Clinton sig upopulær hos yngre feminister. Kritikken gik bl.a på hendes manglende inklusivitet i forhold til intersektionel feminisme

Unge feminister følte, at Clinton repræsenterede en form for ”hvid feminisme”, der ikke fuldt ud adresserede race, klasse, seksualitet og andre identiteter. Derudover så mange unge vælgere Bernie Sanders som en mere autentisk og progressiv kandidat, der bedre repræsenterede deres ønske om radikal forandring og social retfærdighed. 

En af Hillarys største shitstorme siden 2016

Lad os skrue tiden tilbage til den 23. januar, inden Hillary Clinton røg ind i en af sine største shitstorme siden 2016. Under livestreamingen af annonceringen af Oscar-nomineringer 2024 begyndte folk at kommentere på, at Barbiefilmen blev nomineret i flere kategorier, bl.a. ”Bedste mandlige birolle,” ”Bedste kvindelige birolle,” ”Bedste film.” Men filmens hovedrolleindehaver, Margot Robbie, og filmens instruktør, Greta Gerwig, fik ingen nominering.

Efterfølgende skrev Mary McNamara fra LA Times: ”Hvis bare Barbie havde tilbragt lidt tid som sexarbejder. Eller knap overlevet at blive det næste offer i en massemordkomplot. Eller blevet anklaget for at skubbe Ken ud af det øverste vindue i Drømmehuset.” 

Der var en henvisning til Scorseses ”Killers of the Flower Moon” med Lily Gladstone i hovedrollen, der fik internettet til at reagere. ”Oscaruddelingen har kørt i næsten et århundrede, og dette er det første år, hvor en indfødt kvinde fra USA (Lily Gladstone) har været i spil til prisen for Bedste kvindelige hovedrolle. 

Dette historiske øjeblik er blevet overskygget af en fortælling om den manglende respekt, der vises over for Barbie og dens hvide hovedrolleindehaver. 

Katrine K. Pedersen beskæftiger sig med digital kultur i bøger, podcasts og via undervisning. | Foto: Siri Carlslund
Katrine K. Pedersen beskæftiger sig med digital kultur i bøger, podcasts og via undervisning. | Foto: Siri Carlslund

Dette bliver fremstillet som en social retfærdighedskampagne, men på vegne af hvem?”, skrev Dazed-journalist James Greg og konkluderede: 

“Mange kvinder blev overset i år (Julianne Moore og Natalie Portman, som begge var utrolige i ”May December”, kommer til at tænke, og Sofia Coppolas ”Priscilla” var efter min mening en bedre film end ”Barbie”), uden at tiltrække sig nær den samme mængde af forargelse. Det er inkohærent, hvis ikke uærligt, kun at betragte udelukkelsen af kvinder som et problem, når de er involveret i produktionen af mainstream-blockbusters.”

Brandon Streussnig kaldte det “The little glib dig at Indigineuos genocide is truly insane”.



Kom til at fremstå tonedøv

Og det var så midt i denne Barbie-misere, at Hillary Clinton hoppede på hovedet lige ind i hvepsereden med et bidrag, der kom til at fremstå som komplet tonedøvt. 

På ganske kort tid fangede hun opmærksomheden og blev gjort til genstand for latterliggørelse og kritik. Som Emma Wilkes skriver: “Hillary Clinton spectacularly mocked for Barbie Oscars snub tweet.”

Det var som benzin på meme-bålet, ældre formater, herunder populære under præsidentvalget i 2016, begyndte at cirkulere igen. Og på Reddit fik hashtagget HillaryBarbie også en tur i manegen. 

Som en bruger skrev på subreditten, r/Fauxmo: “I really hope this discourse doesn’t distract from the gigantic milestone of Lily Gladstone getting” en anden svarede: “What happening is peak white feminism” og en tredje delte Donatella Vasaches Instragram post med teksten: The hashtag is giving Donatella VERSACE 💜 

Aktualitets- og privilegieblindhed

Kritikken, der fulgte, handler overordnet set om aktualitets- og privilegieblindhed og rigtigt meget om feminismens generationskløft. Som Vulture-journalist Rebecca Alter skriver: ”Considering Clinton’s silence on actual global crises women are currently facing, her decision to wade into Barbie’s viral moment is just verrry whatever the opposite of intersectional is.”

Den feminisme, som en yngre generation, både dengang i 2016 og nu igen i begyndelsen af 2024, udfordrer, kritiseres for kun at repræsentere og adressere bekymringerne hos en snæver gruppe af kvinder – typisk hvide, middelklassekvinder – uden at tage højde for race, klasse, seksualitet og andre identiteter, der former forskellige kvinders oplevelser og kampe. 

For den generation, der er vokset op med og på internettet, er en forståelse for den globale kontekst afgørende for enhver form for kommunikation. Intet eksisterer i et vakuum, og al kommunikation er indlejret i en konstant strøm af information, der flyder ubesværet på tværs af kulturelle og nationale grænser. Derfor blev et af de mange modsvar i HillaryBarbie-gate til f.eks. #ceasefirebarbie. 




I en tid, hvor politisk kommunikation i stigende grad er præget af sociale mediers dynamik og hurtige spredning af memes, bliver enhver faux pas, især dem med manglende situationsfornemmelse, hurtigt et værktøj i modstanderens hænder. 

Memes er ikke nemme at kontrollere

Det understreger vigtigheden af at forstå det digitale landskab og dets kultur, især for politiske figurer, hvis budskaber og handlinger konstant er under lup. 

Memes er ikke nemme at kontrollere. De kan både anvendes og misbruges, spredes og forvrides på måder, der ikke altid kan forudses. Og når et meme først er sluppet løs på internettet, bliver den en del af en kollektiv digital kultur, der kan fortolkes og genanvendes på et utal af måder. 

En tilsyneladende uskyldig deltagelse i meme-kulturen kan hurtigt blive til et redskab for modstandere eller blive en uforudset kilde til offentlig kritik. HillaryBarbie kommer sandsynligvis ikke til at få direkte indflydelse på det kommende valg. Men mange bække små, og det er netop derfor, at memes er så kraftfulde i politik. 

Manglende situationsfornemmelse – der i en internetkontekst bliver til manglende verdenssituationsfornemmelse – er en virkelig god opskrift på at gå viralt. 

Om det var formålet at fange opmærksomhed på trods, eller om det var et virkelighedsfjernt stunt, der vil blive citeret i kulturstudiebøgerne det næste årti, som Jake Garriock skriver, er uvist. Men én ting er sikkert, #HillaryBarbie er blev indlemmet i den globale meme-hall of fame.


Tweets er fundet via denne søgning.

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs