Al logik har for længst forladt den sæbeopera, vi engang kaldte amerikansk politik, eller rettere, for nu at forsøge at finde hoved og hale i nationens demokratiske selvmordsforsøg: Al normal, konventionel logik er sat totalt ud af kraft

I Omvendtslev, som den amerikanske tragedie har udviklet sig til, er opbakningen til Donald Trump – trods hans åbenlyse inkompetence, vulgære selvopblæsthed, livsfarlige kupforsøg mod folkets valg og molto-meget mere af samme skuffe – på vej op. Ikke ned. Hvis der var valg i dag, kunne han sagtens blive præsident igen, ja, han ville være favorit. 

Det, Trump kan, er at få alt til at handle om ham. Simon Spies-klicheen om “dårlig omtale er bedre end ingen omtale” udlever Trump i eksponentiel grad. Jo værre, jo bedre. Mens gamle onkel Joe tuller rundt i Det Hvide Hus, uden at nogen rigtigt gider beskæftige sig med hans indlysende lange række af gode, politiske sejre, så handler alt – som i A-L-T, med så store bogstaver, at de blinker som gigantiske neonrør på Empire State Building – om The Donald. Lige nu, hvor han som den første ekspræsident i USA’s farverige historie er anklaget for lovbrud, funkler han. 

Den sag, som den rethaveriske statsanklager i New York, Alvin Bragg, har rejst mod ham, ville i en anden tid – altså præ-Trump = før 2015 – have knust en præsidentkandidat… At tænke sig: En republikansk politiker, der angiveligt havde sex med en pornostjerne, mens hans kone (nummer tre i øvrigt) passede deres fælles blot fire måneder gamle barn derhjemme, og som derefter betalte hende for at holde kæft… Get lost! 

Sådan er det – som alle burde vide i dag, men som alt for mange ignorerer, fordi de naivt tror, at amerikansk politik anno 2023 er som “Once Upon a Time in The West”. Ingen næres ved en skandale som Trump, ingen kan vende det, der ligner helvede, til Paradis. Ingen andre ville slippe godt afsted med at stemple den succesrige, sorte demokratiske statsanklager Bragg som “racist”… og vel at mærke vinde på det. Oh, Yes, We Can… hvis bare man er Trump – folkets beskytter mod den dybe stat af arrogante røvhuller. 

Historien om Stormy Daniels er så bizar, at man skulle tro, den var løgn. Det er den ikke. Den er tværtimod omdrejningspunktet i den offentlige, politiske debat i verdens ældste demokrati – et land, skulle jeg hilse at sige, hvor fire ud af ti vælgere mener, at valget i 2020, hvor Joe Biden beviseligt slog Trump med syv millioner stemmer, er fup og svindel. Så tillad mig at dvæle lidt i den substans, som retssagen – trods alt – tager udgangspunkt i: 

Vi har at gøre med en pornostjerne, hvis navn indlysende er falsk. Rigtigt hedder hun Stephanie Clifford. Who cares? Hun har døbt sine to (betragtelige) bryster “Torden” og “Lyn”; hun håner konsekvent Trump for at have en “tiny” (lillebitte) tissemand; hun kalder selv det knald, hun påstår (men som Trump afviser), hun havde med ham i sommeren 2006, for “to-tre minutters skubben frem og tilbage”, og, siger anklageren, så blev hun betalt ulovligt med godt en million kroners kampagnepenge for at holde sin kæft op til valget i 2016. 

Stormy passer perfekt ind i Trump World. En opfundet person. I den reality-tv-verden, der gjorde Trump til en af USA’s mest genkendelige personer, anede vi, der så med, aldrig, hvad der var sandt, og hvad der var falsk. Det var en del af showet. Vi skulle gætte. Stormy er måske fuld af løgn. Who knows? Vi ved, at hun som studerende elskede at skrive skuespil, hvor hun tog historier, hun hørte fra veninder, og gjorde dem til sine egne. “Jeg elsker at fortælle historier.” Hun er gået fra at indspille pornofilm i de værste baglokaler hos ulækre pornogrossister til nu at være gæst i “60 Minutes”, USA’s mest ikoniske nyhedsprogram. 

Har du læst Stormy Daniels’ selvbiografi, “Full Disclosure”? Nej, det tænkte jeg nok! Det er ellers en vild, vild fortælling, som fortæller os så meget om, hvor ens pornostjernen og ekspræsidenten rent faktisk er. 

Et sted forklarer hun, hvordan hun agerer, når hun forlader pornostudiet og i stedet optræder til erotiske liveshows med publikum: 

”Når du styrer en sal – hvor du ikke bare skal have publikums opmærksomhed, men også sikre deres drikkepenge – så skal du være en slags en-kvinde-cirkus. Du er sprechstallmeister, klovn, løve, linedanser, tryllekunstner og tryllekunstnerens assistent i en og samme person. Dit tøj skal fortælle en historie, og som alle historier skal den have mange lag og afsløringer, som holder folks fokus på dig.” 

Som en, der har været til mange Trump-møder, vil jeg bare sige, at han kunne have sagt det samme ord for ord. Han er realitystjernen, som styrer ethvert rum. Jeg har aldrig – heller ikke med Bill Clinton, Tony Blair, Barack Obama eller selv salige Nelson Mandela på deres bedste dage – oplevet en, der sikrer, at folk er hypnotiserede, som med Trump. 

Tag en anden fænomenal passage fra Stormy Daniels’ selvbiografi, hvor hun fortæller, hvem der er hendes vigtigste fanbase: 

”I takt med at min fanbase voksede i løbet af to årtiers arbejde med film og erotiske danseshows, var min demografiske base i reglen midaldrende, hvide mænd. 45- til 65-årige hvide fyre – republikanere, faktisk.” 

Well, well, well …også den passage fra bogen kunne lige så godt være skrevet af Trump. De, der ser porno, er, som Fintan O’Toole, den fremragende irske skribent, for nyligt skrev i New York Review, næsten en til en de samme, som elsker ekspræsidenten. 

”Kunsten i Trumps politiske persona er, at han er en meget rig mand med den samme smag, som hans langt mindre velhavende følgere. Han skaber et bånd til mange vælgere gennem en fælles kærlighed til alt det, som sofistikerede venstreorienterede foragter: fedtglinsende fastfood, professionel brydning, skod-tv, NASCAR-racerløb, og, viser det sig, pornostjerner.” 

Så her har vi også svaret på, hvorfor i alverden Trumps popularitet stiger, når hans skandaler maksimeres. Han minder sine kernevælgere om, at han er præcist som dem. En, der foretrækker en cheeseburger frem for en dampet ørred, en Coca-Cola frem for en chardonnay, en countrysanger frem for klassisk ballet, en pornofilm frem for en dokumentar om biodiversitetskrisen. 

Michael Cohen, den engang så loyale fixer for ekspræsidenten, der selv ynder at fortælle, at han ganske rigtigt skovlede lort op for bossen, men trods alt var tæt på ham (og hvem vil ikke gerne være tæt på universets hersker?), er sladrehanken, som er anklagerens stjernevidne. Et dybt utroværdigt menneske, der livet igennem har løjet og bedraget – og fået dom for det – er nu moralens vogter, der skal udskamme Trump, hvis følgere kan genkende en “snitch”, når de ser en. 

Retssagen i New York City har kastet Trump tilbage i centrum – helt ind i manegen som sprechstallmeisteren med den dårlige smag, der alligevel får alle til at lytte. Den bizarre trekant mellem Stormy Daniels, Michael Cohen og Donald Trump er et moderne tragikomisk drama af shakespearske dimensioner. Mens vi burde tale om de overgreb, som ekspræsidenten har begået mod selve demokratiet – alle de store sager, som er ved at blive efterforsket, mest dramatisk om stormløbet på Kongressen i januar 2021– taler vi om porno, holdkæftbolsjer, den dybe stat og størrelsen på Trumps pik og Stormys bryster. 

I den æra, vi kendte, inden vanviddet overtog Amerika, ville vi feje historien til side som et underholdende udslag af “Only in America”, men i dag er det ramme alvor. Men, måske er der håb for Amerika alligevel. For måske er retssagen præcist det, som skal til for at holde Trump fra sejr i 2024. Her er en teori: 

Da Demokraterne efter 2016 opdagede, at Trump ikke var en døgnflue, men at han meget vel kunne vinde genvalg i 2020, definerede de hans største svaghed og gik målrettet efter at eksponere den. Det interessante er, at hans største svaghed også er hans største styrke – nemlig, at alt det, som gør ham til kult i sin base, præcist er det samme, som gør ham uspiselig hos de svingvælgere, der afgør alle valg i alle demokratier. 

Ved at holde konstant fokus på alle de sager, der gør Trump til en helt hos nogle og en skurk hos andre – store, som rigsretssagerne, og mindre, som “grab them by the pussy” – forstørrede de Trump. Det betød, at hans fanbase blev stærkere og stærkere. De ville – i bogstavelig forstand – gå gennem ild og vand for ham. Men det betød også, at især en afgørende vælgergruppe – de såkaldte “soccer moms” i USA’s forstæder – forlod ham. 

I 2016 stemte denne gruppe af kvindelige vælgere i overraskende grad på Trump, mens de i 2020 gik over til Biden. Målinger viser, at mange af dem fortsat i overvejende grad er politisk enige med Trump (dog typisk ikke på abort), men at de ikke kan døje ham som person. For Demokraterne er trekanten Stormy, Cohen og Trump den perfekte storm til at minde især kvindelige vælgere om, at Trump, ja, han er et dumt svin. Lykkes den manøvre, er han færdig.