Et interview kan hurtigt ende som en blandet citatsalat

Der er brug for mere lærerige interview, der flytter samtalen, skriver Lene Tanggaard, der er aktuel med bogen ”Lærerige interview – trin for trin”, i en klumme. 
"Lad dig ikke styre for meget af en interviewguide. Du skal tilstræbe at ”gå med’’ processen og være lydhør. Det vil sige, at du skal ”læne” dig ind i interviewets muligheder undervejs, lidt ligesom der kan vise sig nye muligheder og genveje på en gåtur," anbefaler Lene Tanggaard. | Foto: Lisbeth Holten
"Lad dig ikke styre for meget af en interviewguide. Du skal tilstræbe at ”gå med’’ processen og være lydhør. Det vil sige, at du skal ”læne” dig ind i interviewets muligheder undervejs, lidt ligesom der kan vise sig nye muligheder og genveje på en gåtur," anbefaler Lene Tanggaard. | Foto: Lisbeth Holten
af Lene Tanggaard, cand. psych., ph.d., rektor ved Designskolen Kolding og professor ved Aalborg Universitet

Vi lever i et interviewsamfund, hvor vi bogstaveligt talt interviewer hinanden dagen lang, ved morgenbordet, til jobsamtalen og i utallige podcasts og tv-udsendelser. Det klassiske face-to-face-interview er tilsyneladende stadig aktuelt i en verden, der bliver mere og mere digitaliseret.

Sagen er blot, at vi ofte alene aftapper doxa. Det vil sige alt dét, vi vidste i forvejen. Der er derfor brug for, at vi laver langt mere lærerige interview, der flytter samtalen, og som flytter praksis. 

Kommunikatører har i særdeleshed brug for at beherske interviewmetoden, og en palet af andre metoder, for at kunne tune sig ind på deres stadig mere komplekse målgrupper. 

Alt for megen fokus på data

I min bog ”Lærerige interview – trin for trin” fremhæver jeg, at interviewet virker let at gå til, men kræver øvelse. Til gengæld kan man lære meget af det, der går galt. Bruddet, overraskelsen og uforudsigeligheden rummer mulighed for nye erkendelser. 

Når vi ikke flytter hverken samtalen eller erkendelsen, så handler det efter min opfattelse om, at fokus alt for ofte alene er på den dataproducerende del af interviewmetoden. 

Kvaliteten af en interviewundersøgelse handler dog ikke kun om, hvad der sker i interviewsituationen, men lige så meget om forberedelse, analyse og formidling. 

Derfor er udførelse kun én af disse fire faser knyttet til interviewet, hvilke bogen beskriver. Og et godt råd er derfor at udføre færre, men bedre forberedte interview, der også har været udsat for analyse. Ellers ender vi blot i blandet citatsalat. 

Sådan ville jeg forberede et interview med kong Frederik

Jeg ville forberede et interview med kong Frederik som med alle andre, fordi metoden er almen. Nedenstående liste kan være en art praktisk huskeliste for den, der laver interview for første gang, men den er naturligvis også anvendelig for den mere øvede interviewer.

Den klare formålsstruktur

Du skal som interviewer publicere resultater eller på anden vis formidle undersøgelsen, så der er et klart formål, der bør være kendt af alle.

Ligeværdighed, men en fundamental asymmetri

Det er intervieweren, der initierer, og som anvender resultater. Du skal som interviewer derfor ikke foregive venskab eller på anden vis sløre, hvad formålet med interviewet er. Du skal give mulighed for, at den interviewede kan sige fra på et hvilket som helst tidspunkt før, under og efter interviewet.

Gå med processen

Lad dig ikke styre for meget af en interviewguide. Du skal tilstræbe at ”gå med’’ processen og være lydhør. Det vil sige, at du skal ”læne” dig ind i interviewets muligheder undervejs, lidt ligesom der kan vise sig nye muligheder og genveje på en gåtur. 

Det kan gå galt

Det kan ske, hvis interviewet for eksempel afbrydes, eller hvis interviewpersonen bryder sammen. Som interviewer skal du helst ikke gå i panik, men snarere søge at handle på det, du kan gøre noget ved. Tag ansvar, søg mod forståelse i situationen, og sørg for, at alle parter kan komme bedst muligt videre.

Ro, tid og rum

Det kvalitative interview kræver ro, rum, tid, gensidig kontrakt (mundtlig/skriftlig om formål, anonymitet, publicering osv.). Husk det.

Mit bedste råd

Mit bedste råd til den, der skal interviewe for første gang, er, at du skal hvile i, at man sagtens kan lave gode interview, selvom man er uøvet. Det er engagement og nysgerrighed, der driver samtaler. Du kan med fordel betragte interviewet som et håndværk, der skal trænes, så al begyndelse er et skridt på vejen. 

Til den meget erfarne interviewer vil jeg anbefale at dykke dybere ned i nogle af de nyeste bevægelser på interviewfeltet, hvor det diskuteres, hvordan man kan lave mere aktive og performative interview, hvor interviewets rum og kontekst for alvor gøres til genstand for opmærksomhed, og hvor der er stigende opmærksomhed på interviewets magtdynamikker. 

Alt dette har jeg valgt at dedikere et helt kapitel til i bogen, fordi vi har brug for til stadighed at udvikle nye forståelser af interviewet som praksis. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også