Hvad er egentlig god takt og tone på LinkedIn?

What’s not to like? LinkedIn har sin egen takt og tone. Ofte glemt, aldrig nemt, altid rigtigt. Derfor denne moralske instruks med de sociale færdselsregler. 
Den gode stil: Opmærksomhed på LinkedIn er noget, vi deler og bytter, så alle på skift får en masse synlighed, likes og kommentarer. Ud af dette vokser de sociale forbindelser, som giver mere opmærksomhed til flere. Kilde: Getty Images.
Den gode stil: Opmærksomhed på LinkedIn er noget, vi deler og bytter, så alle på skift får en masse synlighed, likes og kommentarer. Ud af dette vokser de sociale forbindelser, som giver mere opmærksomhed til flere. Kilde: Getty Images.
TIMME BISGAARD MUNK, ANALYTIKER, KOMMENTATOR OG SELVSTÆNDIG RÅDGIVER

Opmærksomhed er et fælles gode

Opmærksomhed er den største gave, du kan give et andet menneske. Jo mere opmærksom du får, jo mere opmærksomhed skal du give tilbage. Jo mere besvær du skaber, jo mere besvær skal du gøre for andre. 

Det handler om respekt for og anerkendelse af, at andre mennesker har brugt tid på dig. Respekterer du dette, får du respekt og opmærksomhed retur. Du kan for eksempel vise denne respekt ved at kommentere indlæst på det, de skriver.

Et like for et like, en kommentar for en kommentar

Hvis dine venner skriver en lang kommentar til din post, skal du derfor skrive et reply på mindst samme længde osv. Det er gavebytningens urlov, som også gælder på LinkedIn. Et like for et like, en kommentar for en kommentar – ad infinitum. 

Den gode stil er, at opmærksomhed er et fælles gode for alle, skabt og delt af alle. Noget, som bevæger sig rundt i en cirkel, hvor alle får den, når det bliver deres tur til at skifte job, tage en uddannelse eller blive forfremmet. 

Opmærksomhed på LinkedIn er noget, vi deler og bytter, så alle på skift får en masse likes og kommentarer. Ud af dette vokser de sociale forbindelser, som giver mere opmærksomhed til flere. 

+1: Du runder altid op

LinkedIn er mediet for anerkendelse. For at blive set, heppet på og kærligt krammet af ens løse forbindelser og dybe relationer. Derfor runder man altid op og er hovedløst jubelbegejstret over selv den mindste, mulige personlige sejr. Alting skal altid ses og anerkendes +1. 

Du hepper på hjemmeholdet altid, for evigt

Dine sociale forbindelser er dit hjemmehold, som altid skal støttes og anerkendes på trods af alt. Hjemmeholdet er en hjertesag, hvor dine objektive kvalitetskrav er sekundære. Du holder bare med holdet lige meget hvad.

Du læser altid, hvad andre skriver, og tager udgangspunkt i det

Det er en samtale, hvor alle bidrager ved at læse, like og skrive til hinanden, for hinanden. Udgangspunktet er altid, hvad den anden skriver. Din kommentar skal tænke videre på, hvad de skriver. Det skal ikke være en uopfordret monolog eller ekskurs uden forbindelse til det oprindelige indlæg. Det er nemlig ikke en samtale. Banalt, men desværre en ofte set social unode. 

Den bedste tænkelige, mest frontstage-version af dig selv

Du er den bedste version af dig selv. Høfligt anerkendende og dialogisk. Konflikter og kritik passer ikke til det hyperkorrekte frontstage-medie LinkedIn. Det må de udleve andre steder. 

Du bidrager med indhold, som gør andre klogere, bedre og underholdt

Alt for få sætter sig i modtagerens sted, hvad der er tyveri af opmærksomhed. Du skal ikke stjæle opmærksomhed, du skal gøre dit lån af deres opmærksomhed værdifuldt og værdsat. Respekten for andres dyrebare opmærksomhed handler også om at bidrage med noget indhold, som hjælper andre mennesker og “ser” deres behov. 

Jo mere du kan sætte dig i deres sted og skabe indhold, som gør dem klogere, bedre og underholdt, jo bedre for samtalen. Jo mere fortjener du deres opmærksomhed. Du fortjener altid deres opmærksomhed, hvis du hjælper dem med at løse et problem. Som jeg har skrevet: 

“Killer Content-strategien er at gå efter et fagligt painpoint og problem, som mange oplever som uløst og irriterende. En rigtigt god indholdsstrategi er derfor at sætte fokus på indhold, hvor man kommer med en faglig habil løsning på dette irriterende problem for mange.“

Tagging takt og tone

Du tagger kun andre for at anerkende dem og deres indsats. Tagging er den virtuelle version af takketalen. Ja, LinkedIn er i sin essens et takketalemedie. Det kan være et tak for fagligt indhold, samarbejde eller en indsats på arbejdspladsen. Du tagger aldrig folk for at gøre dem opmærksom på dit indhold, debatter eller, endnu værre, for at hænge dem ud i en konfliktsituation. 

Alle mennesker har ret til selv at bestemme, hvor meget, hvem og hvordan andre skal blive opmærksomme på dem. At anerkende andres privatliv er at anerkende deres ret til selv at bestemme, hvilke side af sig selv de vil fremvise hvordan og hvornår på LinkedIn. 

Du er personlig uden at være privat, og det personlige er blot anslaget og adgangen til det fælles almenmenneskelige

På LinkedIn er du personlig uden at blive privat. Det personlige er blot en anledning til at tale om det fælles for alle. Historien om dit farvel til dit arbejde handler eksempelvis om, hvordan det er for alle, og hvorfor man skal sige sit job op. 

Hvad der igen er en del af den større diskussion om arbejde versus familieliv. Det biografiske er altid blot anslaget og en etablering af synsvinkel på det almenmenneskelige.

Undgå, at indlæg om dit arbejde bliver indforstået, uforståeligt eller sleskt uinteressant

På LinkedIn sker en sammenblanding af dit private selv og dit arbejdsselv. Det er en svær balanceart, hvor man let kan tabe sin integritet og sit private selv. Man ender som en pinlig skamløs fedterøv af en workfluencer. For indlæg om dit arbejdsliv gælder derfor samme regler som for godt indhold i almindelighed. 

Sæt dig i modtagerens sted, og undgå, at dit arbejdsmæssige indhold bliver for indforstået, uforståeligt og/eller sleskt uinteressant. 

Husk, at målgruppen for dine opslag også er at finde uden for din arbejdsplads. Pas derfor på med autokommunikativ iscenesættelse af dig selv og dine kolleger. Det er ofte meget uinteressant for andre mennesker. Til gengæld er interessen for arbejdet som eksistentiel præmis for os alle noget som alle er optaget af, så skriv om. 

Som jeg skrev et andet sted:

“Pandemien og COVID-nedlukningen ændrede hele verdens forhold til arbejde og ikke mindst grænsen mellem arbejde og privatliv. Desuden skabte det et nyt globalt fokus på personlig udvikling og sårbarhed. Et sted, dette er slået massivt igennem på, er LinkedIn. Alt indhold om personlig udvikling er derfor den sikre vej til synlighed og reaktioner.”

God stil er at pippe med dit eget næb

Alt for mange misforstår god stil, som at man skal ligne alle andre til punkt og prikke. Det er en misforståelse. God stil er at “bringe noget til bordet”. Det er at pippe med sit eget næb for at hjælpe folk til at forstå og leve deres liv. 

Dit næb bruger du til at hakke i livets store træ for at blive klogere og dele de indsigter, så I sammen bliver klogere og kan kravle højere op i livets træ.

Gaven, som bliver ved at give. Like det

Det er også en stor misforståelse at være transaktionel. LinkedIn er IKKE en markedsplads for akkumulering af social kapital. LinkedIn er IKKE et nulsumsspil. LinkedIn er for det taktfulde menneske et festmåltid af opmærksomhed og anerkendelse, som man deler med de mennesker, som de deler deres liv med. Det er en gaveøkonomi i evigt bytteri, hvor ingen nødvendigvis må tabe, for at du kan vinde. Gaven, som bliver ved at give. Like det. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs