Der tales ikke meget om EP-medlemmer – udover når der er valg

Infomedia-analyse viser, at medieomtalen af EP-medlemmer mangedobles, når der er valg, og falder kraftigt i mellemperioden.
Jan Kristoffersen fra Alternativet er en af de EP-kandidater, der har formået at få omtale i medierne blandt andet for hans alternative valgplakater. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Jan Kristoffersen fra Alternativet er en af de EP-kandidater, der har formået at få omtale i medierne blandt andet for hans alternative valgplakater. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Mængden af medieomtaler af de danske Europa Parlamentsmedlemmer (EP-medlemmer) er – måske ikke overraskende – meget afhængig af, om der er valg eller ej.

Det viser en analyse, som Infomedia har lavet.

Som man kan se på grafen nedenunder, var der over 6000 medieomtaler af de danske EP-medlemmer, da de blev valgt ind ved sidste valg, og det tal faldt til under 1000 kort tid derefter. 

Og der er stor forskel på, hvilke af partiernes toptre-kandidater, der indtil videre har fået mest taletid.

Som man kan se nedenunder har Christel Schaldemose (S) formået at komme bagfra i forhold til taletid i medierne.

Christel Schaldemose er en af de politikere, hvis valgplakat i år taler ind i en ny tendens. Her står hun nemlig sammen med tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt med teksten: ”Gør som Helle. Stem på Christel.”

Og det er en slående tendens blandt årets EP-valgplakater. Det mente Steffen Hjaltelin, der igennem 15 år var strategisk rådgiver for Venstre og i dag er selvstændig, da Kforum talte med ham for et par uger siden.

”Der er usædvanligt mange billeder af folk, der ikke stiller op. Så hovedtendensen er, at der er så utroligt mange endorsements,” 

Også Karina Kosiara-Pedersen fandt det slående, at mange kandidater læner sig op ad deres mere kendte partiformænd på valgplakaterne. Hun er lektor på Statskundskab på Københavns Universitet og medforfatter til en bog om folketingsvalg med fokus på blandt andet valgplakater.

”Der opstiller mange ukendte kandidater i år, som ikke kan stå på egne ben. Et andet element af det er, at de nye partier, som Moderaterne og Danmarksdemokraterne, er meget personbårne. Derfor er det naturligt at koble EP-kandidaten til dem,” sagde hun til Kforum.

Den danske valgdeltagelse lå ved sidste EP-valg på 66 pct., mens den samlede europæiske valgdeltagelse ligger på knap 51 pct.

&Co. har blandt andet lavet en kampagnefilm med den hensigt at tiltrække vælgere til EP-valget, og den fik både ris og ros af Kasper Møller Hansen, forsker i vælgeradfærd og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

”Kampagnen er flot lavet, og der er tænkt over følelsernes påvirkning. At lade de ældre tale til de unge er ret stærkt,” siger han og fortsætter:

”EU laver tit professionelle videoer, men desværre tænker de ikke meget over, hvordan de når målgruppen og derud, hvor det virkelig batter. Vi når nok ikke dem, der står bagerst i stemmekøen. Desværre.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også