“Who run the world?! Girls!” Det, og så charten.

Kvinder har domineret popmusikken i et stykke tid i en sådan grad, at flere på internettet er begyndt at italesætte, hvorvidt vi overhovedet har en mandlig popstjerne, der kan hamle op med niveauet af kvalitet og frekvens, kvinderne har lagt for dagen og ikke mindst lagt for 2024.

Men spørgsmålet om, hvor de mandlige popstjerner bliver af, forbliver irrelevant her, for det handler om noget andet: At det er “kvindernes år” inden for poppen.

I de sidste par måneder har flere af de allerstørste megastjerner og spirende newcomers – primært kvinder – annonceret nye albums, der har overlappet hinanden uge for uge, måned efter måned i en sådan grad, at vi er løbet febrilsk fra det ene nye musikalske udspil til det næste.

Det har været et popkulturelt maraton med kvinderne i førersædet, og selvom udgivelsesfrekvensen har gjort os en smule forpustet – og måske endda overstimuleret – så har det aldrig været kedeligt eller enslydende, fordi de har skildret så mange forskellige feminine fortællinger og måder at være kvindelig popstjerne på i dag.

Ariana Grande, Tyla, Beyoncé, Taylor Swift, Dua Lipa, Billie Eilish, Charli XCX og Camila Cabello tæller nogle af de verdensstjerner, som har beriget det musikalske landskab og slået gamle og sat nye rekorder i flæng i 2024. Og lige om et øjeblik er der også nye musikalske udspil på vej fra årets breakout-star Sabrina Carpenter og 10’ernes California IT-girl Katy Perry.

De nævnte artister repræsenterer alle noget forskelligt – og sammen udgør de, og dyrkelsen af dem, vidnesbyrdet på en tendens, der begyndte at vinde frem tilbage i 2023, men som allerede nu kan siges også at have sat målbare præg i populærkulturen og i særdeleshed i musikåret 2024.

Fænomenet bliver kaldt for “girlhood” – direkte oversat “pigetid” eller “pigeår”. Og det er præcis, hvad de seneste knap to år har været i popkulturen: pigernes (og kvindernes) år. I Danmark ser vi også en lignende bevægelse, hvor unge, ærlige, sårbare – og dermed også stærke – kvindelige stemmer hitter på dansk med hver deres dagbogsagtige lyrik og sange.

Annika, Mille, Mumle, Ella Augusta er nogle af dem, der nu træder ind på den danske top-50. Det, de alle har til fælles, selvom de også har hver deres unikke lyd, er deres ærlighed og yderst umiddelbare måde at synge om tingene, som de er. Det er melodisk dagbogspoesi taget direkte fra deres egne soveværelser og ind på soveværelset hos tusindvis af andre unge i Danmark.

Også disse taler ind i den større fortælling om “girlhoods” indtog i populærkulturen.

Pigetiden popper

Men hvad er “girlhood” overhovedet? Helt kort går tendensen ud på at tage det feminine alvorligt på en måde, hvor femininitet æres, hyldes, dyrkes og bestræbes.

Denne tendens er blomstret i kølvandet på en lang periode, hvor særligt den såkaldte “girly”, altså den “pigede”, femininitet i popkulturen og på internettet er blevet modarbejdet og udskældt. Det bliver den i nogle afkroge af samfundet og internettet stadig, men tilbage i 2023 og fortsat i år – 2024 – er der sket et opsigtsvækkende skift i måden, hvorpå femininitet gøres, performes, anskues og ikke mindst deles og modtages digitalt såvel som i det virkelige liv.

Vi (Thomas og Ema, red.) er ikke samfundsforskere, så hvad dette skift skyldes, og hvorfor det er præsent i vor tid, kan vi kun gisne om.

Kigger man ind i fænomenet “girlhood” på digitale platforme som eksempelvis TikTok, bliver vi dog en smule klogere på det qua mødet med de nye generationer – generation Z og generation Alpha. De to generationer er bannerførere for særligt den digitale afspejling af “girlhood” anno 2024.

Et fællesskab, der er “woke” – og for nogle måske endda for woke.

Digitalt er vi de seneste par år blevet mødt af en gruppe unge, hvis adfærdsmønstre er brolagt på åbenhed, tolerance, ærlighed, nysgerrighed, direkthed, sårbarhed og generelt “no bullshit”-energi. I et popkulturelt øjemed kommer dette især til udtryk i deres måde at være fans på.

De er nemlig fans på en “unapologetic” måde. Altså en måde, hvor de som fans hverken er en undskyldning over for sig selv eller andre. Tværtimod. Her tæller nøgleord såsom “cringe and free = cringe-free” – altså devisen om, groft oversat, at være fri for pinlighed, fordi man trods bevidstheden om sin “pinlighed” er ligeglad med den og dermed frisat.

Et mindset, som også er blevet knyttet til popstjernen Taylor Swifts selvfortælling som artist. En fortælling, som hendes fans, de såkaldte Swifties, spejler sig selv i lyset af deres idol.

At være excentrisk og begejstret er prisværdigt, og der er ikke noget galt i at prøve sig frem eller at være en såkaldt “try-harder”.

Med andre ord er det ikke længere bare cool at være underspillet og chill, nu er der også plads til en ny pige i klassen, og hun er fangirl med stort F – og der er mange af dem. Denne fangirl er også en af de helt store bidragsydere til tendensen “girlhood” i en popkulturel sammenhæng.

Men denne fangirl står ikke alene. Det er et cirkulært – næsten symbiotisk – samarbejde popstjerner og fans imellem. De indgår i en helhjertet digital såvel som virkelighedsbåret transaktion på en måde, hvorpå man kan tale om “girlhood” som et popkulturelt socioøkonomisk fænomen anno 2024.

Med andre ord er fænomenet og de, der bidrager til det – fan såvel som artist, ikke blot noget, der æres, hyldes og dyrkes … det forbruges også i stor stil.

Feminin forbrugerisme

Beyoncé og Taylor Swift overtog verdensherredømmet, i hvert fald i et popkulturelt øjemed, da de i løbet af 2023 var på deres respektive “Renaissance World Tour” og “The Eras Tour”, hvoraf sidstnævnte stadig er i gang.

Sammen med den online, hyperdigitale fankultur (sam)skabte de to superstjerner deres egen selvfortælling under turnéerne og ændrede deres metanarrativ. Et metanarrativ, der ikke bare definerede dem på ny, men også tog deres respektive karrierer til nye højder.

Beyoncés “Renaissance”- og Swifts “Eras”-turné er ikke bare turnéer – det er kulturelle medieevents, der i øvrigt har slået, hvad der virker som, uendelige rekorder.

“Eras Tour” er den højest-sælgende tour nogensinde med en svimlende omsætning på over en milliard dollars. Beyoncés verdensturné omsatte tæt på 600 millioner dollars.

De astronomiske beløb understreger en nyere tendens inden for koncertoplevelser. Det er netop oplevelser og events mere end bare koncerter. Mange af Swifts og Beyoncés fans verden over har – udover at bruge penge på selve koncertbilletterne – også spenderet kroner og øre på merchandise samt transporteret sig på tværs af landegrænser – for slet ikke at tale om brugt tid og penge på at iklæde sig outfits, der matcher sangerindernes garderober og universer.

Koncerterne har sat mærkbare spor økonomisk i de respektive byer, som de to stjerner har besøgt. Lokalturisme, hotelindustrien, brands og eventbureauer verden over har, især de seneste par års tid, set kronede dage.

Piger og kvinder, gamle som unge, på tværs af generationer, har beskrevet de to koncertoplevelser, altså “Renaissance” og “Eras”, som transcenderende, magiske og en “kollektiv rejse”.

Man kan se det i kommentarsporene online til videoerne, der bliver skabt og delt på platforme som TikTok, man kan mærke det live, man kan høre og læse om det i nyhederne – både i aviserne og på TV – og selv vi (Thomas og Ema, red.) har oplevet det på egen krop, da vi tog i biografen for at se “Taylor Swift: The Eras Tour”-filmen tilbage i oktober 2023, hvor samtlige af den proppede biografsals teenagepiger stod op, dansede og skrålede med – ikke lang tid inde i den cinematiske koncertoplevelse.

Da Taylor Swift begyndte at date den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce og begyndte at komme til kampene, skete der sågar et skift i den ellers ret mandsdominerede seer-målgruppe for sporten. Man observerede en stigning af fremmødte kvindelige fans på stadion samt målte langt flere kvindelige seere i TV og så en stigning i salget af merch.

Med andre ord blev den i forvejen populære amerikanske sportsgren ramt af den såkaldte “Taylor-effekt” – de sidste par års version af Matthæus-effekten, som i al sin enkelthed går ud på, at alt, den populære musiker kommer i nærheden af, får et mærkbart boost af en eller anden art.

Alle de nævnte eksempler peger i retning af, at oplevelsesøkonomi, der henvender sig direkte – og i nogle tilfælde også indirekte – til kvinder, er i fuldt flor.

Men sådan har det også været tidligere, og vores fælles musikhistorie vidner om dette.

I 50’erne var det Elvis Presley, i 60’erne var det The Beatles, og i 70’erne og 80’erne var det Michael Jackson. l 90’erne og 00’erne, hvor fankultur for alvor atter blev dyrket, skete det gennem især boy- og girlbands. Her var Spice Girls, NSYNC, Backstreet Boys og Destiny’s Child nogle af dem, som henvendte sig til et feminint publikum.

En lignende bølge tog verden med storm, da de såkaldte Beliebers og Directioners blev til i lyset af pop-fænomenerne Justin Bieber og det britiske boyband One Direction i starten af 10’erne. Med andre ord har fankultur eksisteret i årtier.

Rummelighedens rum

Det, der dog sker lige nu med den nye generation af fans og idoldyrkelse, er alligevel anderledes, fordi nutidens popstjerner er og repræsenterer noget anderledes i lyset af og i samspillet med fænomenet “girlhood”.

Popstjernerne, der hersker på hitlisterne i dag, er nemlig enten selv kvinder eller individer, der repræsenterer femininitet. Fælles for begge, er, at femininiteten dyrkes for femininitetens egen skyld. De hylder, dyrker og ophøjer det feminine, og de leverer musikalske fortællinger, der udspringer af selvsamme.

Dette skaber kulturelle rum, som fungerer som “safe spaces” for millioner af fans og kulturforbrugere. Det er rum, hvor sårbarheden er i fokus som en styrke, men også rum, hvor det er tilladt at føle alle ting – også nogle gange på én og samme tid: alt fra glæde og lykke til vrede og sorg. Alle følelser er valide, og det er, hvad der gør fænomenet “girlhood” og dets bidragsydere samt forbrugere forbilledlige.

Rummet, det fysiske koncertrum såvel som det digitale, rummer alle følelser og inviterer de deltagende til at bære disse følelser med stolthed i fællesskab. Det fællesskab er “girlhood”, hvor piger og kvinders historier tages seriøst. Det er et fællesskab, hvor det er sejt, at være en girl’s girl – altså en person, som løfter andre op, hepper og hylder andres forskelligheder.

De rum oser af (selv)kærlighed og omsorg i så høj grad, at det også gør rummene attraktive for andre end såkaldte superfans. Det er superkraften bag “girlhood” og også noget af årsagen til, at fænomenet i oplevelsesøkonomiske sammenhænge, herunder eksempelvis turnéer som Olivia Rodrigos “Guts World Tour”, Beyoncés “Renaissance World Tour” og Taylor Swifts “The Eras Tour”, meget ofte og meget hurtigt har kunne melde udsolgt.

Men det handler ikke kun om pigerne. Som der på TikTok-sprog ville blive sagt: “It’s about the gays, the girls and everyone in between”. “Girlhood” rummer også en queer-dimension i sig. En dimension, hvor queer-stjerner såsom Troye Sivan, Chappell Roan og Lil Nas X samt ally-ikoner som Harry Styles og Charli XCX gør sig bemærket på den store internationale musikscene som store popkulturelle aktører anno 2024.

Her har specielt Sivan, Roan og XCX haft ekstra stor kommerciel succes i år. Charli XCX gjorde det senest med sin anmelderroste udgivelse “BRAT”, der bliver fremhævet som et eksistentielt-udforskende pop-rave-værk og musikerens bedste til dato. Troye Sivan tog verden med storm med hits som “Rush” og “One Of Your Girls” og de dertilhørende musikvideoer.

Desuden har de to stjerner, Sivan og XCX, sammen også offentliggjort en fælles tour, der bærer navnet “SWEAT”. Og så er der den amerikanske musiker Chappell Roan, der har gjort kometkarriere inden for det seneste års tid.

En ung stjerne, der ikke bare er blevet spået til at blive “the next big thing”, men faktisk er blevet det midt i spådommen. Senest har remixet af Charli XCX’ “The girl, so confusing” med musikeren Lorde affødt en masse reaktioner fra især kvindelige lyttere verden over. TikTok flyder i skrivende stund over med videoer af kvinder, der kan nikke genkendende til sangens fortælling om, hvordan venindeskab, og ens egen selvfortælling i en sådan relation, også kan føles og opleves.

Men sangen rummer også en anden fortælling, og det handler om samfundets og pressens måde at sammenligne og – i værre tilfælde – spille kvinder og kvindelige artister ud mod hinanden. Noget, disse to stjerner er blevet gennem tiden.

Charli XCX og Lordes genforening på denne sang bliver et slags effektivt våben mod dette, når de på et meta-niveau blandt andet synger, at de vil “work it out on the remix”. De tager med andre ord kontrol over deres eget og fælles narrativ ved sårbart og ærligt at invitere os ind i en musikalsk samtale mellem dem. Vi er med dem som lyttere, når de helt ufiltreret deler ud af deres private usikkerheder og tanker om deres (u)venskab og projiceringer på hinanden.

“The girl, so confusing” og reaktionen på sangen bidrager også til og er et produkt af fænomenet “girlhood”. Et fænomen, der udvikler sig elastisk i takt med tiden og de mange forskellige fortællinger omkring det at være pige, kvinde eller feminin.

Men hvad har de fem nævnte artister helt konkret til fælles i lyset af “girlhood”? De skaber alle et trygt rum, hvor der bliver inviteret til ikke bare at være 100 procent sig selv, men også at turde udforske nye sider af sig selv. Deres shows er ekspressive og – blandt nogle af dem – endda eksperimenterende.

De er legende, ærlige, stærke, sårbare – og i nogens øjne måske endda udfordrende.

De nævnte artister har i løbet af den seneste tid haft massiv support, hvor fans verden over har dyrket dem, deres live-optrædener og ikke mindst deres nyeste udgivelser på en hyperdigital måde.

Særligt Charli XCX’ album “BRAT” og dets limegrønne univers blev og bliver fortsat dyrket i stor stil online. Succesen bag dette er det usynlige, men samtidig så tilstedeværende samarbejde artist og fan imellem. I XCX’ tilfælde er hun et eksempel på en popstjerne med en hyperdigital tilstedeværelse, mens hendes kollega Harry Styles primært skabte et lignende nærvær til sine fans under sin famøse turné “Love On Tour”, hvor han flagede med pride-flag, når de blev kastet op på scenen til ham eller hjalp fans med at springe ud, når de bad ham om hjælp til det via hjemmelavede fanskilte.

Med andre ord kan det trygge og nærværende rum etableres på forskellig vis, og det bliver det gjort på en fænomenal – og feminin – måde. Eller som Chappell synger i hittet, der bærer samme titel “femininomenon”.

Kvinderne dominerer hitlisterne og slår diverse rekorder med deres mange, forskellige musikalske fortællinger om det at være kvinde. De viser, hvad femininitet er og kan være – og det er mange ting i 2024. De gør det i selskab med deres queer-kolleager, der også har bidraget og fortsat bidrager stort til at gøre “girlhood” til det, det er i dag: Et trygt rum, hvor der er plads til alle.

I en tid, hvor forskelsbehandling og ulighed i musikbranchen fortsat desværre er en del af virkeligheden, er ”girlhood” og alt, hvad fænomenet indebærer, noget, som beror på og fremmer repræsentation og forskellighed. Det er et femininomenon, som vi ikke bare forestiller os, er kommet for kun at blive, men også er kommet for at udvikle os.

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning. Debat- og analyseindhold på Kforum skal overholde de presseetiske regler.